Bare 17 år gammel er den pige, der i dag er blevet dømt skyldig i at planlægge terrorangreb på to sjællandske skoler.
Og på trods af hendes unge alder, så har Retslægerådet anbefalet, at hun kommer i forvaring, fordi der er risiko for, at hun stadig er farlig.
Men den udlægning er pigens forsvarer, Mette Grith Stage, ikke enig i. Hun mener, at pigen i stedet skal idømmes en fængselsstraf på seks til otte år.
- Når man skal have hende i myndighedernes varetægt i så mange år, så har man god tid til at arbejde med og afrette hende og få hende ind på det rette spor, siger hun til TV ØST og tilføjer:
- Selvfølgelig kan man det over så mange år. Derfor mener jeg ikke, der er belæg for at sige, at hun også vil være farlig til den tid.
Jeg håber, I lytter til mig, når jeg siger, at man ikke sender et barn i forvaring
Usikkerheden er hård
Det vil ifølge Mette Grith Stage være ganske usædvanligt, hvis Retten i Holbæk beslutter, at Kundby-pigen skal i forvaring. Der er nemlig ikke i det danske retshistorie fortilfælde, hvor en så ung og ustraffet pige har fået den straf.
- Det hårde ved en forvaringsdom er, at man ikke aner, hvornår man kommer ud. Den der usikkerhed, man har hængende over hovedet, siger Mette Grith Stage.
I sin procedure for straffen i dag lagde hun derudover vægt på tidligere sager, hvor Retslægerådet havde anbefalet forvaring, men hvor retten alligevel har dømt anderledes.
- Retslægerådet har aldrig mødt hende. De laver deres anbefaling på baggrund af skriftlige kilder fra andre læger, sagde forsvareren i proceduren og sluttede:
- Jeg håber, I lytter til mig, når jeg siger, at man ikke sender et barn i forvaring.
Og forsvareren vil ikke forholde sig til, om sagen skal ankes, før der ligger en straf klar.
- Lige nu sætter vi alt ind på at undgå forvaring. Først derefter forholder vi os til anke-spørgsmålet, siger Mette Grith Stage.