Forsvarer: Ingen fortilfælde med livstid for drabsforsøg

Det er ved Østre Landsret i Nykøbing Falster, at dommer og nævninge skal beslutte, om den 32-årige tiltalte sygeplejerske skal dømmes på ny eller frifindes for anklagerne om drab og drabsforsøg. Foto: René Holm

Der er aldrig nogen i Danmark, der er blevet idømt livsvarigt fængsel for drabsforsøg. Det sagde forsvareren i sygeplejerskesagen i sin procedure.

Der er stor forskel på drab og drabsforsøg, og derfor skal den 32-årige sygeplejerske fra Nykøbing Falster ikke i fængsel på livstid for de fire drabsforsøg, hun i dag er blevet dømt for.

Sådan lød det fra kvindens forsvarer, Michael Juul Eriksen, da han i dag skulle procedere frem mod den kommende strafudmåling.

- Man kan ikke finde et eksempel på, at man har idømt nogen fængsel på livstid for drabsforsøg. Uanset hvor mange, der er, sagde han.

Rocker fik 16 år

Anklager Karen Vistisen procederede ellers for en straf på livstid. Normalt giver man seks års fængsel for ét drabsforsøg, sagde hun, men her er der tale om fire - og så begået af en kvinde, der var ansat til at hjælpe de mennesker, hun forsøgte at slå ihjel.

Man kan ikke finde et eksempel på, at man har idømt nogen fængsel på livstid for drabsforsøg. Uanset hvor mange, der er

Michael Juul Eriksen, forsvarer

Men Michael Juul Eriksen fastholdt altså, at livsvarigt fængsel ikke kan komme på tale og fremhævede en sag om en rocker, der blev idømt 16 års fængsel for tre drabsforsøg. I den sag var der skærpende omstændigheder i bandebestemmelsen, ligesom han også blev dømt for at være i besiddelse af pistoler og for at afbrænde flere biler.

Og helt op til 16 års fægsel mener forsvareren ikke, man skal, når sygeplejersken skal have sin dom. I stedet er en dom på 10-12 år passende, lød det i proceduren. 

Læs også Forsvarer overvejer at tage sygeplejerskesag til Højesteret

- Sygeplejersken har ikke givet patienterne en kæmpe mængde morfin, der ville have slået patienterne ihjel. Det er den laveste grad af forsæt, og man har ikke haft til hensigt at slå dem ihjel, eller troet at det var sandsynligt, de ville dø af det. De siger, at hun har indset muligheden, at de kunne dø, men det er den laveste grad af forsæt, sagde Michael Juul Eriksen.

Har ikke stukket nogen ned

Derefter henviste han til udtalelsen fra Retslægerådet, som ikke kunne konkludere, at patienterne havde fået en dødelig dosis medicin. Faktisk kunne værdierne af morfin og Stesolid hos to af patienterne ifølge rådet ligge inden for den mængde, de var blevet ordineret.

Hun har givet dem noget medicin, mens hun accepterede, at de kunne dø af det. Men er situationen ikke ofte sådan på et sygehus, når folk ligger på det yderste?

Michael Juul Eriksen, forsvarer

- Hun har givet dem noget medicin, mens hun accepterede, at de kunne dø af det. Men er situationen ikke ofte sådan på et sygehus, når folk ligger på det yderste? spurgte forsvareren og mindede om, at sygeplejersken hverken har skudt eller stukket nogen ned.

Efter domsafsigelsen i dag fortalte Michael Juul Eriksen desuden, at han og den 32-årige sygeplejerske meget kraftigt overvejer at forsøge at få sagen for Højesteret. Forsvareren mener nemlig ikke, at landsrettens begrundelse for at dømme sygeplejersken for drabsforsøg holder rent juridisk.

Sygeplejersken er blevet dømt for at forsøge at slå 72-årige Arne Herskov ihjel i marts 2012 og for på en nattevagt mellem 28. februar og 1. marts 2015 at have forsøgt at dræbe 86-årige Anna Lise Poulsen, 66-årige Viggo Holm Petersen og 72-årige Maggi Rasmussen ved at give dem morfin og Stesolid velvidende, at det kunne tage dem af dage.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App