Det vi har sammen

Forstå bispevalget på fem minutter

Vært på Præstens Lektie på TV ØST, Rasmus Birkerod forklarer her, hvad bispevalget i Lolland-Falsters Stift går ud på.

Hvad er biskoppens rolle i kirken?
Han er øverste gejstlige myndighed i stiftet. Han er præsternes leder. Hans rolle er at sikre, at kirkens liv udfolder sig inden for de rammer, som er fastsat i den danske folkekirke.

Eksempler på opgaver:

  • ANSÆTTELSER: Biskoppen har en vigtig rolle i ansættelse af præster. Han kan afvise at indstille et menighedsråds valg af præst til kirkeministeriet.  
  • GUDSTJENESTER: Biskoppen skal blandt andet godkende, hvis præsten ved de faste gudstjenester eller kirkelige handlinger foretager ændringer i liturgi og ritualer - eller benytter andre salmebøger end de autoriserede. 
  • KIRKEN: Biskoppen godkender brug af kirker til andet end gudstjenester og kirkelige handlinger. 
  • MÆGLER: Biskoppen mægler, hvis der opstår stridigheder mellem præst og menighedsråd.

Hvor stor er biskoppens rolle i samfundet?  
I Danmark har vi ingen ærkebiskop, som i flere andre lande. Det vil sige, at landets 10 biskopper tilsammen er Danmarks øverste gejstlige myndighed. Biskopperne deltager derfor ved en række officielle arrangementer, for eksempel i forbindelse ved fester og højtideligheder i Kongehuset. 

Desuden er der de senere år sket en bevægelse hen imod, at biskopperne i langt højere grad er en væsentlig del af samfundsdebatten i spørgsmål, der handler om etik, moral, danskhed og religion, for eksempel i forhold til hvordan vi som kristne forholder os til flygtninge og migranter - og hvordan kristendommen bedst møder islam.

Er der nogen klare favoritter til at vinde valget? 
Nej. Alt tyder på, at valget skal ud i en 2. valgrunde. Det sker, hvis ingen af kandidaterne får 50% af stemmerne i 1. valgrunde. Med fire opstillede kandidater er der intet, der tyder på, at nogen får så mange stemmer i 1. valgrunde. 

Så man kan på nuværende tidspunkt ikke tale om favoritter.

Christina Rygaard Kristiansen fra Tingsted Kirke på Falster var den første, der kunne meddele, at hun havde de stillere, der er nødvendige, for at kunne stille op til valget.

Poul Joachim Stender var yderst tæt på at blive biskop ved bispevalget i Roskilde Stift - han har altså vist, at han kan hente mange stemmer.

Marianne Gaarden bliver bakket op af en tilsyneladende stærk støttegruppe, hvor den tidligere kirkeminister A.O. Andersen sidder.

Og endelig har Michael Fagerlund som provst på Falster et helt tæt kendskab til området.
 
Kommer de, der går i kirke, til at mærke, at der kommer en ny biskop? 
Nej, fordi vi i den lutherske kirke er organiseret "fra neden". Det betyder, at det først og fremmest menigheden og den tilhørende præst, der planlægger og afgør gudstjenestens form. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App