Forsker roser grønt boligområde på Stevns: - Det er en nyskabelse

Käte Gjørup og Anker Nielsen har afsat cirka 14 hektar af deres landområde til området. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Naturen får lov til at boltre sig på Stevns ved boligområdet Nicolinelund. Projektet får ros af forsker.

Der skal være grønne arealer, længere mellem husene og beboerne skal have fornemmelsen af at bo ude i naturen.

Sådan er opskriften på et nyt boligområde Nicolinelund på Stevns. Det er et ægtepar fra Strøby Egede på Stevns, der har fået den grønne idé, hvor 14 hektar af deres jord skal omdannes til et klimavenligt villakvarter med natur og dyreliv helt tæt på beboerne.

Ifølge Rasmus Ejrnæs, der er seniorforsker ved Institut for bioscience, er det sjældent, at man ser projekter som Nicolinelund.

- Som regel tænker man på huse og veje, når man planlægger sådan et byggeri, siger han.

Det betyder jo, at man kan lave levesteder til sommerfugle og græshopper, biller, myrer og edderkopper og få plads til fra starten

Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Institut for bioscience

- Man ser jo nogle gange villaejere, som beslutter sig for, at der godt må være vild natur i haven, men det, at man tænker det ind, allerede når man laver lokalplanlægningen, inden man bygger husene og folk flytter ind i husene, det er faktisk en nyskabelse.

Der er ikke plads til naturen i dag

De første to etaper af Nicolinelund er allerede udstykket, og der er flyttet familier ind i husene.

Rasmus Ejrnæs fortæller, at naturens udfordring i dag er, at der ikke er plads til den. Derfor er det, som Nicolinelund gør, det helt rigtige – nemlig at reservere steder til naturen fra starten af.

- Det betyder jo, at man kan lave levesteder til sommerfugle og græshopper, biller, myrer og edderkopper og få plads til fra starten. Så det gør en stor forskel, siger Rasmus Ejrnæs.

Artiklen fortsætter under billedet.

Rasmus Ejrnæs fortæller, at naturens udfordring i dag er, at der ikke er plads til den.

Tror du, vi kommer til at se flere af den her slags boligområder i fremtiden?

­- Nu er jeg biolog, så det både tror og håber jeg på. Men jeg kan faktisk mærke gennem mit seneste årtis forskningsliv, at der er en stigende efterspørgsel på en rigere og mere mangfoldig natur. Det er simpelthen en dejlig oplevelse at gå ud og høre, at det summer og det kribler og krabler. Måske også en større accept i verden af, at det godt må rode en lille smule. Man behøver ikke at have styr på alting. For i virkeligheden så går det jo meget godt, så hvorfor ikke have lidt fest og farver i gaden?

Sådan kan du selv bo grønnere

Hvis man selv går rundt med grønne fingre og vil komme en smule nærmere naturen på villavejen, kan man uden det største besvær komme i mål.

- Det nemmeste er at beslutte sig for, at man ikke behøver at slå alt græsset en gang om ugen hele sommeren igennem, men at man godt kunne lade nogle partier stå uslået. Så ville der straks flytte nogle græshopper og sådan noget ind i græsset, siger Rasmus Ejrnæs.

- Men sådan noget plænegræs er jo ret kedeligt. Der er bare tre arter af græs, og det blomstrer ikke, så der er ikke noget at komme efter for bierne og sommerfuglene. Så man kunne med fordel skrabe noget af græstørven af – ligesom hvis man ville lave sig et staudebed – så i stedet for at købe planterne på planteskole, kan man så nogle frø af vilde danske planter. Det er et rigtig godt sted at starte. Skal man fortsætte et sted, så kan man nusse om sine gamle træer. Især hvis de begynder at skrante lidt, så skal man lade det blive og sørge for, at det bliver endnu ældre. Det er virkelig noget, der batter, lyder det fra forskeren.

Projekttegning over Nicolinelund med det nuværende byggeri i bunden af billedet (syd). Øverst til venstre er de kommende udstykninger, Marens Minde og Christians Vang, mens udstykningen af stykket øverst til højre ligger lidt længere ude i fremtiden. Midt igennem Nicolinelund breder sig otte hektar, der ikke skal bebygges. Foto: Nicolinelund.dk Foto: Nicolinelund.dk

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App