Formand for travbane: Sejren er kommet i hus

Efter et år uden tilskud får Nykøbing Falster Travbane igen penge fra HFF i 2017, og det er formand Erling Clausen lettet over.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter nogle hårde år, ser det ud til at lysne for Nykøbing Falster Travbane.

Hestevæddeløbssporten Finansieringsfond, HFF, har nemlig besluttet at give travbanen et drifts- og præmietilskud i 2017, efter et år, hvor de har måttet klare sig uden. Tilskuddet bliver ifølge Folketidende på 2,3 millioner kroner.

Og det giver mere luft i hverdagen til at gå på jagt efter længerevarende sponsorer, fortæller travbanens formand, Erling Clausen, til TV ØST.

- Det gør det daglige arbejde nemmere, for vi har hele tiden skullet spare og spare slæbe os igennem 2016. Nu er den daglige drift på plads, og så er der tid til at arbejde med sponsorer. Det har der slet ikke været tid til, siger han og uddyber:

- Nu kan vi måske tage ud og spørge folk, om de vil have reklamer her og tegne kontrakter for tre eller fem år i stedet for bare et enkelt. Jeg er meget lettet over tilskuddet. Sejren er kommet i hus.

Liberalisering af spil på heste

Formanden håber samtidig, at tilskuddet markerer en lysere fremtid for travbanen. Det begrunder han med, at VLAK-regeringen i regeringsgrundlaget har stillet i udsigt, at de vil liberalisere spil på hestevæddeløb. Det vil nemlig give Nykøbing Falster Travbane bedre overlevelsesmuligheder, slår Erling Clausen fast.

- Inden 1. januar 2018 skulle der gerne være en liberalisering på vej af spilmarkedet, som kan få andre udbydere ind i hestesporten. Det kan forhåbentlig betyde, at vi kan få større tilskud til præmier og lignende. Så de næste år ser lyse ud, siger han.

Nykøbing Falster Travbane har da også hårdt brug for pengene. Blandt andet har de en del ting, som har brug for at blive vedligeholdt.

- I 2017 står vi for blandt andet at udskifte vores lysanlæg. Det er en post på 250.000 kroner. Det har vi mulighed for nu, slutter Erling Clausen.


Nyhedsoverblik