Forkert lys på motorveje kan give farlig trafik og ulykker

Det er et misforstået hensyn, der får bilister til at droppe det lange lys på motorvejen, advarer FDM.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vrede, dyttende og blinkende medtrafikanter får mange bilister til at blænde ned for det lange lys, når de kører på motorvejen.

Men det er misforstået og risikerer at føre til ulykker. Det skriver bilejernes forening, FDM, i medlemsmagasinet Motor.

Loven siger, at man ikke må blænde andre trafikanter. Men den siger også, at man skal køre med det lange lys på motorvejene.

- Man vil ofte opleve, at hvis man - som loven foreskriver - kører med langt lys, vil nogle i den modsatte bane blinke og signalere, at du skal blænde ned. Men det er misforstået. Der er så stor afstand, at man ikke bliver blændet, siger Dennis Lange, der er jurist i FDM, til Ritzau.

quote I værste fald kan det give nogle rigtig grimme ulykker, hvis man ender med at køre frontalt ind i noget med så høj fart. Det kan betyde dødsfald

Dennis Lange, jurist i FDM

Føreren kørte galt i et sving

En rapport fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har analyseret 27 trafikulykker på landeveje sket om natten.

I halvdelen af de ulykker, hvor føreren kørte galt i et sving, var kun nærlyset tændt, mens brug af fjernlys, der normalt lyser op til dobbelt så langt, sandsynligvis kunne have afværget ulykken.

- Det lange lys er vigtigt, så man kan se tilpas langt frem og nå at reagere eller bremse, hvis der er en forhindring foran. Der er nærlys bare ikke nok, siger Dennis Lange.

- De 50-70 meter, man kan se, er ikke tilstrækkeligt, når man kører 110 eller 130 kilometer i timen. Man kan ikke nå at stoppe, hvis der pludselig ligger en genstand på vejen eller står en bil på tværs uden lys, uddyber han.

- I værste fald kan det give nogle rigtig grimme ulykker, hvis man ender med at køre frontalt ind i noget med så høj fart. Det kan betyde dødsfald.

Hold blikket på egen bane

Og bilister skal altså ikke frygte at forstyrre synet hos modkørende på motorvejene.

De skal holde blikket på deres egen bane, og selv om de formentlig vil registrere det lange lys, er der et stykke til at blive blændet, slår Dennis Lange fast.

Dog skal man skrue ned for lysstyrken, hvis man har medtrafikanter foran sig, da man kan blænde disse bilister via bakspejlet.

På landeveje skal man også slukke for fjernlyset, når man møder modkørende.


Nyhedsoverblik