Foreninger ærgrer sig over forsinket sportsby: - Det er en våd klud i ansigtet

Holbæk Sportsby bliver yderligere forsinket. Nu åbner den formentlig først 7. maj. Foto: Jacob Bagge - TV ØST

27 foreninger i Holbæk kom i denne uge på dybt vand, da åbningen af Holbæk Sportsby endnu engang blev rykket

Egentlig skulle det trecifrede millionprojekt Holbæk Sportsby have slået dørene op den 22 februar. Men nu skrider datoen for åbningen igen, og Holbæk Kommune har meldt ud, at den først åbner 7. maj.

- Jeg er jo selvfølgelig bitter, og det er brandærgerligt. Men det er jo ikke noget, vi kan gøre noget ved, og vi skal heller ikke pege på nogen. Om det er Sportsbyen eller kommunen. Nu skal vi bare finde ud af, hvad vi skal gøre for at komme videre. Det nytter ikke noget at sidde og være sur og pege fingre af hinanden, men det er brandærgerligt, siger Johnny Werther, formand for Holbæk Svømmeklub.

Holbæk Svømmeklub har planlagt aktiviteter så som babysvømning og Aqua fitness, som skulle starte i marts. Der er blevet hyret instruktører til de nye aktiviteter, og klubben har fået 100 nye medlemmer, der står klar til at hoppe i vandet i den nye svømmehal. 

Hvis vi ikke kan starte inden den 7. maj, så skal vi igennem et kæmpe arbejde med at få gjort de gamle baner klar, kun for at spille på dem i tre uger, hvorefter vi så skal flytte i sportsbyen

Carsten Højerslev, Klubchef i Holbæk Tennis & Padel Klub

- Nu er der en masse hvis’er, som vi skal have svar på, og det får jo nogle økonomiske konsekvenser. Men vi har allerede sat et møde op med kommunen i næste uge. Her skal vi kigge på, hvad vi gør i forhold til den gamle hal og de aktiviteter der skulle være startet i den nye, siger Johnny Werther.

Håber på tyvstart

I Holbæk Tennis & Padel Klub håber de på, at de kan få lov til at tyvstarte deres sæson på Sportbyens udendørs tennisbaner allerede i april.

- Vores udendørssæson starter i april, og vi har et stort stævne i starten af maj. Hvis vi ikke kan starte inden den 7. maj, så skal vi igennem et kæmpe arbejde med at få gjort de gamle baner klar, kun for at spille på dem i tre uger, hvorefter vi så skal flytte i sportsbyen. Det ville være helt molboagtigt, siger Carsten Højerslev, Klubchef i Holbæk Tennis & Padel Klub.

Artiklen fortsætter under billedet...

Carsten Højerslev håber, at tennisklubben kan tyvstarte sæsonen på Sportsbyens udendøresbaner. Foto: Jacob Bagge - TV ØST

De udendørs tennisbaner på Højen i Holbæk var ikke blevet pakket ordentligt ind til vinteren, da klubben ikke regnede med, at de skulle bruges til endnu en udendørssæson. Derfor venter der et stort stykke arbejde, hvis foreningen ikke kan få lov til at starte før tid i Sportsbyen.

- Vi håber sindssygt meget at kunne komme i gang derude. Vi er lidt ligesom køer, der kommer på græs. Fordi det er noget nyt, vi har arbejdet på sammen med kommunen og Sportsbyen, siger Carsten Højerslev.

Lang næse til fitnessejere

I Holbæk Sportsby åbner et 1500 kvadratmetet stort fitnesscenter. En af ejerne hedder Ronnie Stokholm. Fitnessdelen er privat, og derfor har Ronnie Stokholm sammen med familie, venner og ejergruppe knoklet for, at fitnesscentrets lokaler stod klar til den 22. februar.

- Det er en våd klud i ansigtet, når man har arbejdet så hårdt på at blive færdige. Vi har været med i alle dele af processen. Den 11. februar kommer maskinerne, så vi er fuldstændig parate til at modtage de nye medlemmer, siger Ronnie Stokholm, medejer af fitnesscentret i Holbæk Sportsby.

400 medlemmer har tilmeldt sig, og 15 instruktører har sagt deres job op i byens andre motionscentre.

- Det værste for mig er egentlig de hundredvis af medlemmer, som har glædet sig til at komme herud, og som vi har lovet, at de kunne starte den 22. De har jo sagt deres medlemskaber op. Dem har jeg enormt dårlig samvittighed overfor. Også selvom de tager det pænt, siger Ronnie Stokholm.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ronnie Stokholm: - Det er en våd klud i ansigtet Foto: Jacob Bagge - TV ØST

Åbner så snart de får lov

Fælles for tennis, svømning og fitness er, at deres dele af huset sådan set er klar til at blive taget i brug før. Om det kan lade sig gøre bliver afklaret, når aktørerne sætter sig ned med Holbæk Kommune i løbet af de kommende uger.

Det værste for mig er egentlig de hundredvis af medlemmer, som har glædet sig til at komme herud, og som vi har lovet, at de kunne starte den 22

Ronnie Stokholm, medejer af fitnesscentret i Holbæk Sportsby

- Nu er jeg ikke ekspert i myndighedsgodkendelse, men jeg er sikker på, at skulle Holbæk Sportsby blive færdig tidligere end 7. maj, så skal vi helt sikkert arbejde på at tage den i brug før, siger Carsten Damgaard, direktør for Holbæk Sportsby.

Holbæks borgmester havde ikke mulighed for at stille op i dag, men hun forklarer TV ØST, at politikerne nu afkræver ugentlige rapporter, så de kan sikre sig, at projektet ikke udskydes yderligere.

Den kommende tid vil kommunen i øvrigt bruge på dialog med de pressede foreninger.

- Vi er jo sådan set klar til at åbne den 22. februar, og vi har vores egen indgang til fitnesscentret. Så hvis der ikke er alt for mange paragraffer og regler, der modsætter sig den åbningsdato, så håber vi meget, vi kan få lov til at åbne enten der i hvert fald gerne inden den 7. maj, siger Ronnie Stokholm, medejer af fitnesscentret i Holbæk Sportsby.

03:08

Se indslaget: 27 foreninger i Holbæk kom i denne uge på dybt vand, da åbningen af Holbæk Sportsby endnu engang blev rykket

Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App