Forening: Gør tilskud til pasning af eget barn landsdækkende

Giv børn den mest optimale start på livet og pas dem derhjemme, lyder det fra Småbørnsfamilieforeningen SAMFO.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad er bedst for små børn? At blive passet hjemme hos sin mor eller far - eller at komme i dagpleje eller daginstitution?

Det spørgsmål deler vandene, men hos Småbørnsforeningen SAMFO er formanden, Line Sofie Andersen, sikker i sin sag.

- I vores optik får man den mest optimale start på livet ved at være omgivet af sine nærmeste omsorgspersoner – i trygge og kærlige rammer med masser af tid og ro og nærvær.

SAMFO Småbørnsfamilieforeningen arbejder for:

  • At være den dagsordenssættende forening til varetagelse af småbørnsfamiliers interesser, vilkår samt sikre disses faste tilknytning til arbejdsmarkedet.
     
  • At forældre anses som værende kompetente til at varetage småbørns dannelse og udvikling.
     
  • At betragte arbejdslivet i et livsfaseperspektiv. Børnenes småbørnstid er kort – arbejdslivet lang.
     
  • At pengene skal følge barnet i hele Danmark
     
  • At forbedre vilkårene i tilbuddet ”Tilskud til pasning af eget barn”.

Hun fortæller, at mange af foreningens medlemmer ønsker at opleve deres børns barndom.

- Så vi ønsker et opgør med den her adskillelseskultur, som findes i vores samfund i dag, hvor mange forældre sender deres små børn i daginstitution eller dagpleje.

Forslag om tilskud stemt ned

Vordingborg Kommune er en af de kommuner, der ikke giver forældre tilskud til at passe deres egne børn.

Enhedslisten stillede for nylig et forslag om at indføre tilskuddet, men kun tre stemte for - Enhedslisten, Alternativet og De Konservative.

Læs også
Familie håbede på tilskud til hjemmepasning - men kommune sagde nej
Læs også
Familie håbede på tilskud til hjemmepasning - men kommune sagde nej

Socialdemokratiet mener, det er vigtigt, at små børn kommer i et dagtilbud:

- Pædagogerne arbejder med en dannelsesproces for børnene, og hvor der også er en socialiseringsproces, og det synes vi et eller andet sted, at vi vil vægte højt, siger Nikolaj W. Reichel (S), som er formand for Udvalget for Børn, Unge og Familie​​​​​​ i Vordingborg Kommune​

Det er formanden for Småbørnsfamilieforeningen ikke helt enig i.

quote Pædagogerne arbejder med en dannelsesproces for børnene

Nikolaj W. Reichel (S), formand, Udvalget for Børn, Unge og Familie​​​​​​, Vordingborg

- Han kan have ret i, at det er vigtigt at diskutere socialisering, men socialisering kan jo ske mange steder, og det er vel ikke et kriterium, at socialisering skal ske væk fra ens forældre. Vi taler om små børn fra et til tre år, og det bedste sted i verden at blive socialiseret, er nok ikke i de daginstitutioner, vi har i øjeblikket, med knap så hensigtsmæssige normeringer, siger Line Sofie Andersen og fortsætter:

- De mennesker, der vælger at hjemmepasse, er desuden ofte ressourcestærke mennesker, der etablerer lokale fællesskaber i form af legestuer og legeaftaler. Der sker masser af socialisering.

I Vordingborg kan man ikke få tilskud til at passe sit eget barn.

Betaler ikke skat

De kommuner, der giver tilskud til, at forældre kan passe deres egne børn, må højest give tilskuddet i et år. I det år er det et krav, at den hjemmegående forælder ikke har andre indtægter.

Tilskud til hjemmepasning
Læs også
Hjemmepasning er med til at løse manglen på institutionspladser
Tilskud til hjemmepasning
Læs også
Hjemmepasning er med til at løse manglen på institutionspladser

Når man ikke arbejder, betaler man jo heller ikke skat til kommunekassen, På den måde får man jo en del af befolkningen, der ikke bidrager til samfundet – er det ikke et problem?

- Jeg synes, det er svært at gøre sådan noget her op i kroner og øre, fordi når vi skaber robuste, sunde børn, så sparer vi også samfundet for en masse penge. Og det her tilbud er også ofte et led i en aktiv bosætningspolitik. De kommuner, der vælger at tilbyde det her, siger, at det er gode skatteborgere, de får ind, og som bliver boende, og som efterfølgende har høje indtægter. Og i og med, man kun kan modtage det her tilskud i 12 måneder, så begynder man jo at bidrage igen bagefter, siger Line Sofie Andersen.

TILSKUD TIL PASNING AF EGNE BØRN

  • Landets kommuner kan selv bestemme, om de vil give tilskud til forældre, der vælger at passe et eller flere af deres børn derhjemme.
     
  • Tilskuddet gives til den forælder, der går hjemme med barnet/børnene. Vedkommende må ikke have anden indtægt og skal have tilstrækkelige danskkundskaber til at udvikle barnets dansksproglige kompetencer.
     
  • Tilskuddet kan højest gives et år og til max tre børn pr. husstand.
     
  • Kommunen bestemmer tilskuddets størrelse. Det må dog højst udgøre 85% af den udgift, kommunen ville have haft til en plads i et dagtilbud.
     
  • Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at forældrene ikke kan få tilskud til pasning af egne børn efter § 86, hvis kommunalbestyrelsen i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger efter § 52 i lov om social service anser det for nødvendigt, at et barn er optaget i et dagtilbud.


Kilde: Dagtilbudsloven

 


Nyhedsoverblik