Forbigåede borgmestre vil have del i ny udflytning

Regeringen vil flytte endnu flere statsjob ud i landet. Og kampen om, hvor de skal hen, er allerede i gang - blandt andet i Lolland Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

3900 statslige arbejdspladser er på vej fra hovedstaden og ud i resten af landet.

Men allerede før den første bølge af udflytning er gennemført, er kampen om at få del i næste bølge skudt i gang.

Indtil nu er det i alt for høj grad de større byer i provinsen, der har fået gavn af udflytningen, lyder kritikken fra flere borgmestre.

quote Hvis man har et varieret udbud af arbejdspladser, betyder det også, at der er langt flere, der er interesseret i at søge de stillinger, fordi der også er job til ægtefællen

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

Svendborg Kommune har tidligere kæmpet for at få Søfartsstyrelsen og den nye politiskole til byen. Men ingen af delene lykkedes.

Borgmester Lars Erik Hornemann (V) håber, at turen er kommet til hans kommune nu.

- Hvis man taler om at skabe balance i Danmark med udflytning af statslige arbejdspladser, kan det ikke være rigtigt, at man flytter til universitetsbyerne og de vækstcentre, der er i forvejen, siger han.

Varieret udbud giver interesse

151001_Carsten_Rasmussen.jpg
Læs også
Afklaring på vej om udflytning af arbejdspladser til Næstved
151001_Carsten_Rasmussen.jpg
Læs også
Afklaring på vej om udflytning af arbejdspladser til Næstved

Heller ikke Lolland Kommune har indtil videre fået nogen af de udflyttede arbejdspladser. Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) håber, at det sker nu.

- Hvis man skal løfte og have Danmark i fuld balance, skal man flytte nogle flere af de arbejdspladser helt ud i de mindre købstæder og ikke kun i de store byer uden for København, siger han. 

Lolland har oplevet en vækst på omkring 1000 private arbejdspladser, fortæller borgmesteren.

- Hvis man har et varieret udbud af arbejdspladser, betyder det også, at der er langt flere, der er interesseret i at søge de stillinger, fordi der også er job til ægtefællen.

Kan godt klare sig selv

150110_tiro_john_braedder_webklip.720p.mp4-787995.jpg
Læs også
Borgmester om udflytning af arbejdspladser: Jo før, jo bedre
150110_tiro_john_braedder_webklip.720p.mp4-787995.jpg
Læs også
Borgmester om udflytning af arbejdspladser: Jo før, jo bedre

Borgmester Mogens Gade (V) fra Jammerbugt Kommune har store forventninger til, at hans kommune står for tur.

- Mange af de arbejdspladser, der er blevet placeret, er ikke placeret helt derude, hvor de skulle gøre gavn. Man har typisk placeret dem i de større byer ude ved os - Aalborg, Thisted og Frederikshavn, siger han.

quote Mange af de arbejdspladser, der er blevet placeret, er ikke placeret helt derude, hvor de skulle gøre gavn

Mogens Gade (V), borgmester, Jammerbugt Kommune

Jammerbugt Kommune kan godt klare sig selv, understreger han. Men statslige arbejdspladser ville have en stor betydning alligevel.

- De kan gøre, at der bliver mere liv og mere bosætning, end der ellers ville være, siger Mogens Gade.

Danskerne er for udflytning

Borgmestrene er ikke alene om at ønske mere udflytning.

En rundspørge, Voxmeter har foretaget for Ritzau blandt 1012 repræsentativt udvalgte borgere, viser, at halvdelen af danskerne støtter, at flere end de allerede planlagte job rykkes ud fra hovedstaden.

36 procent er imod, mens resten svarer ved ikke. Opbakningen er måske ikke så overraskende størst i Nordjylland, mens et stort flertal i hovedstaden er imod.

Glad minister

Hvilke styrelser og instanser, der skal skifte adresse, er endnu ikke fastlagt. Og heller ikke, hvor mange job der skal rykkes.

quote De statslige institutioner er sat i verden for at løse opgaver til gavn for borgere og virksomheder i hele landet

Sophie Løhde (V), innovationsminister

Det er minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V), der skal strikke en plan sammen for, hvor de statslige arbejdspladser skal flytte hen.

Hun kan endnu ikke oplyse, hvad der kommer til at afgøre, hvad der bliver flyttet og hvorhen. Men hun glæder sig over, at der er opbakning til projektet i befolkningen.

- De statslige institutioner er sat i verden for at løse opgaver til gavn for borgere og virksomheder i hele landet, siger Løhde i en skriftlig kommentar til Ritzau.


Nyhedsoverblik