Forældrepar dømt 60 dages betinget fængsel for bortførelse

I 2013 blev et forældrepar anholdt for at flygte med deres børn, da Odsherred Kommune ville tvangsfjerne børnene. I dag blev forældrene dømt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For tre år siden blev et forældrepar anholdt for at flygte med deres børn, da Odsherred Kommune ville tvangsfjerne børnene.

Familien var på flugt et par måneder, før de blev fundet på Lolland. Og mandag blev de så dømt 60 dages betinget fængsel med en prøveperiode på to år ved Retten i Holbæk.

Det fortæller anklager Jens Berger fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Kortere straf end håbet

Dommen blev kortere end anklageren gik efter, fordi retten ikke fandt det bevist, at familien havde været på flugt helt så lang tid, som anklageren påstod.

- Retten mente, at beviserne viste, at familien blev underrettet om den forestående tvangsfjernelse 22. februar. Vi mente, at de vidste det tidligere, siger Jens Berger.

Dermed blev forældrene dømt for at være på flugt i kortere tid, end anklagemyndigheden håbede på.

To af børnene er hjemgivet

Jens Berger fortæller ydermere, at dommene i sager som denne oftest er ubetingede, men sådan blev det ikke i dag i Retten i Holbæk.

- Den beslutning begrundende retten med, at to af børnene er blevet hjemgivet til faren. Det tredje barn er kun morens, og her har myndighederne endnu ikke besluttet, om barnet skal hjem, fortæller Jens Berger.

Anklagemyndigheden vil nu vurdere, om de vil anke dommen til landsretten.

- Men det skal vi lige drøfte først, så det ved vi ikke endnu.

Om dommen

Forældreparret blev dømt efter straffelovens § 215, som siger:
  • Den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes efter reglerne i § 261.
§261, som der bliver henvist til, lyder således:
  • Den, som berøver en anden friheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år
Kilde: Retsinformation.dk 

 


Nyhedsoverblik