Forældre til misbrugt pige: Det er det mest forfærdelige

- Det har virkelig ødelagt meget. Sådan lyder det fra forældrene til den 13-årige pige, der er blevet seksuelt misbrugt af en præst fra Tømmerup Kirke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Indtil december sidste år havde forældrene til den 13-årige pige i Tømmerup-sagen en glad datter. Men inden for blot én uge ændrede hun fuldstændig karakter.

Den 13-årige datter ville konstant diskutere, var blevet mere optaget af sin mobiltelefon og var meget indelukket, når hun var hjemme.

- Til at starte med tænkte jeg, at det skyldtes, at hun var teenager, siger pigens far til TV ØST.

Forældrene ønsker ikke at stå frem med deres navne, men TV ØST kender til deres identitet.

Præsten har erkendt forholdet

Det har siden vist sig, at årsagen til pigens udadreagerende adfærd havde en helt anden forklaring.

quote Vi prøvede at snakke med hende om det, hvor hun sagde, at der ikke var sket noget

Moren til den 13-årige pige

En 46-årig præst fra Tømmerup Kirke har nemlig erkendt at have haft samleje og anden kønslig omgang med den 13-årige pige.

Og det var ikke kun forældrene, der var bekymrede for hende. Pigen var begyndt at pjække fra skole.

- Vi fandt så ud af, at hun i stedet bare er taget ud til præsten og været derude, siger moren.

Pigens urolige adfærd fik derfor skolen til at indkalde forældrene til en samtale i maj måned.

Bange anelser

På trods af mange samtaler derhjemme fastholdt den 13-årige pige, at der ikke var noget i vejen.  

- Vi prøvede at snakke med hende om det, hvor hun sagde, at der ikke var sket noget. Og det måtte vi jo stole på, for før i tiden var hun altid kommet til os, hvis der var det mindste i vejen, siger pigens far til TV ØST.

Selv da præsten blev anholdt i juni måned, tog det tre afhøringer hos politiet, før den 13-årige pige stod frem og fortalte, hvad hun havde oplevet. 

- Det er noget af det mest forfærdelige, man kan forestille sig overhovedet, siger moren til den 13-årige.

Overgreb mod to børn

Præsten fra Tømmerup Kirke sidder nu varetægtsfængslet sigtet for samleje og anden kønslig omgang med den 13-årige pige. Derudover er han sigtet for seksuelle overgreb af en dengang 12-årig dreng, men her nægter han sig skyldig.

quote Det er noget af det mest forfærdelige, man kan forestille sig overhovedet

Moren til den 13-årige pige

Mens sagen ruller, forsøger forældrene til den 13-årige pige at bygge deres liv op igen. 

- Det kræver vitterligt meget af en at gå igennem det her. For det har virkelig ødelagt meget, siger moren til TV ØST.


Nyhedsoverblik