- Folkeskolen i Holbæk Kommune bløder!
Sådan skriver en gruppe forældre til elever på Holbæk By Skole afd. Bjergmarken i et åbent brev til kommunalpolitikerne.
Skolen skal spare næsten 10 millioner kroner inden årets udgang. Derfor har skolen droppet vikarer, og skolens lærere skal afløse hinanden ved planlagt fravær som for eksempel opsigelser, omsorgsdage, og stress.
- Det er på ingen måde fair de besparelser, vi ser på nuværende tidspunkt, og de konsekvenser det har i udmøntningen i dagligdagen i klasseværelserne, siger Rikke Spjæt Salkvist.
Det er på ingen måde fair de besparelser, vi ser på nuværende tidspunkt, og de konsekvenser det har i udmøntningen i dagligdagen i klasseværelserne
Færre undervisningstimer
Forældrene mener, besparelserne resulterer i stressede lærere, og de frygter, at eleverne ikke vil få de 1400 undervisningstimer, de har krav på, fordi der ikke er nogle vikarer til at dække ydertimerne. Det betyder, at eleverne i 7.,8.og 9. klasse får fri i de tidlige og sene timer, hvis deres lærer er syg eller fraværende.
- For min egen datters vedkommende mangler hun otte timer, som er aflyst i ydertimer, og vi er én måned inde i den her proces, så jeg vil slet ikke vide hvordan det ser ud, når vi når juli måned, siger Rikke Spjæt Salkvist.
Sammen med det åbne brev har forældrene produceret en video med titlen ’Bjergmarken bløder’.
- Er det fair, at det er børn og deres lærere, der skal betale prisen for vores valgte politikeres manglende dømmekraft, bliver der spurgt til i videoen.
Nu håber forældrene, at politikerne vil prioritere folkeskolen højere.
- Vi har jo bedt dem tone rent flag i det åbne brev, og det håber vi, at de gør, sådan så at borgere, forældre og alle mulige andre kan se hvilket fokus de, fastslår Rikke Spjæt Salkvist.