Skole på Stevns vinder elever ved at være international

Flere end hver femte elev i vores region går på privatskole. Men på den offentlige Hotherskolen i Hårlev vinder de eleverne ved at være international.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere forældre fravælger folkeskolen og sender i stedet deres børn i en privatskole. 

Tallet er mest markant i Region Sjælland. Ser man på de 12 kommuner i vores område, går flere end hver femte elev nemlig i privatskole.

Men på den offentlige skole Hotherskolen i Stevns Kommune har i stedet vundet børnene med deres internationale skole. 

Elever fra 7. og 8. klasse er i gang med at klargøre en præsentation af dem selv på engelsk.

- Jeg har skrevet: "My name is William" og lidt om, at jeg spiller fodbold og computer, forklarer William Holst Jensen fra 8.A.

- Det bliver fedt

quote Vi er en del af et stort, globalt fællesskab

Birgitte Thrane Christiansen, lærer

William er én af de elever, der har valgt det internationale forløb, som blandt andet indebærer, at de unge skal en tur til enten Tyskland eller Spanien senere på skoleåret.

- Vi skal bo hos en fremmed familie og tale engelsk eller tysk. Jeg tror, man lærer meget om sig selv og får afprøvet sine grænser. Måske får man venner for livet. Det bliver fedt, siger William Holst Jensen.

Turene til udlandet er højdepunktet i det internationale forløb, men også resten af året samarbejder eleverne med skoler fra andre lande som Ungarn og Tjekkiet.

Hotherskolen er desuden med i EU-projektet "Let's read again", som handler om at få unge til at læse.

- Vi vil gerne have, at vores elever ikke bare lærer om sig selv, det lokale eller Danmark. Vi er en del af et stort, globalt fællesskab, siger Birgitte Thrane Christiansen, som er den ene af de to lærere, der står for projektet. 

Flere forældre fravælger folkeskolen og sender i stedet deres børn i en privat skole. Men det er mest markant i Region Sjælland.

Udveksler traditioner med Norge

Det internationale aspekt betyder så meget for Hotherskolen, at der er lavet en speciel kanon til brug for lærerne, der beskriver hvordan det kan indgå i undervisningen.

Allerede i de små årgange lærer børnene om andre lande. I 4. klasse udveklser de for ekspempel juletraditioner med elever fra Norge. I de store klasser kulminerer det så med besøg i og fra udlandet.

- Vi håber, det åbner nogle muligheder for dem i forhold til valg af uddannelse senere hen i livet. Vi håber, det giver dem mod på at lære sprog og blive åbne for muligheden for at se verden, lyder det fra Charlotte Sperber, den anden lærer bag projektet.

Turene til Tyskland og Spanien foregår i slutningen af dette år og begyndelsen af næste år.


Nyhedsoverblik