Det vi har sammen

Folk på kontanthjælp holdes ude af ghettoer

Ringparken i Slagelse er et af de områder, der bliver berørt af den nye ghettoplan. Desuden bliver boligområderne på Motalavej i Korsør og Agervang i Holbæk også berørt. Foto: TV ØST

Endnu en delaftale er faldet på plads på ghettoområdet. Denne gang i forhold til kontanthjælpsmodtagere.

Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF er fredag blevet enige om endnu en delaftale på ghettoområdet. 

Aftalen betyder, at folk på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse ikke må flytte til de hårdeste ghettoområder. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.

- Vi tager nye værktøjer i brug for at tage et opgør med parallelsamfund i Danmark, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). 

- Jeg er derfor glad for, at der er bred politisk opbakning til at indføre et direkte forbud mod, at folk på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse må flytte til de hårdest belastede ghettoområder. 

- Det her kan være med til at forandre ghettoområderne og sætte en stopper for parallelsamfund, som er en alvorlig trussel mod vores moderne samfund, siger han.

Flere aftaler er på plads

Det er regeringens ambition, at Danmark er uden ghettoer senest i 2030.

En række delaftaler på ghettoområdet er faldet på plads i ugens løb. Det hele begyndte tirsdag. 

Her blev regeringen, S, DF og SF sammen med De Radikale enige om finansieringen af den samlede ghettoplan. Det skete i Finansministeriet.

Herefter er der kommet delaftaler på plads i Transport-, Bygnings- og Boligminister samt i Undervisningsministeriet.

Det er forskelligt, hvilke partier der er med i de forskellige delaftaler. 

Eksempelvis er der et flertal for, at andelen af almene familieboliger i de hårdeste ghettoområder skal nedbringes til højst 40 procent inden 2030. 

Og kriterierne for, hvad der er en ghetto, er blevet opdateret, så ghettolisten indeholder 30 i stedet for 22 ghettoer. Det er regeringen, S, DF og SF enige om.

Der er også flertal for at indføre sprogprøver i 0. klasse. Den aftale er indgået af regeringen, S og DF.

Kan gives dispensation 

Aftalen fredag i forhold til personer på kontanthjælp omfatter de hårdeste ghettoområder. 

De er defineret som de områder, der gennem de seneste fire år har været på ghettolisten. Det drejer sig dermed om 16 områder.

Har en kommune ikke almene boliger til rådighed, kan personer på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse alligevel godt få lov at flytte ind i de hårdeste ghettoer. 

En sådan situation vil dog sjældent finde sted, vurderer Troels Lund Poulsen. 

I 2017 flyttede 842 arbejdsløse på kontanthjælp eller integrationsydelse ind i de 16 mest belastede områder, som er på ghettolisten. I alt flyttede cirka 5500 personer ind i de områder. Aftalen træder i kraft den 1. juli 2019.

Tip os Har du et godt tip?