Fører af ulykkestog hyldes: Viste stort overskud

Togføreren i det IC4-tog, der onsdag var involveret i en voldsom togulykke med otte dræbte, var selv kun få centimeter fra at blive ramt af tunge vragstykker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han nåede kun at dukke sig ind over pulten, da en lastvogntrailer pludselig kom flyvende direkte imod hans tog. Et splitsekund senere ramte vognen ind igennem førerhuset, kun 20 centimeter fra hans plads midt i toget. Sådan oplevede lokomotivføreren af IC4-toget den voldsomme togulykke i stormen onsdag. Det skriver Berlingske.

Den voldsomme ulykke kostede otte personer livet, og både politiet og Havarikommissionen er nu i gang med at undersøge ulykken. De involverede lokoførere og togførere i ulykken er derfor blevet frarådet at udtale sig om sagen – men via bistandsadvokater og Dansk Jernbaneforbund er flere detaljer om ulykken og tiden umiddelbart efter sluppet ud.

Blandt andet, at føreren af IC4-toget var få centimeter fra at blive ramt af vragdele – og at en lang række systemer i kontrolpulten blev smadret i ulykken – blandt andet togets radio. Det var således vanskeligt at få indstillet togdriften på strækningen og alarmeret beredskabet. Der blev i stedet slået alarm via en mobiltelefon, som føreren af lokomotivet låner af en passager i forreste vogn. Det skriver Berlingske.

Her forklares det også, at føreren af IC4-toget var blevet utryg ved den voldsomme vind, og derfor kørte med en stærkt reduceret hastighed på broen.

Dansk Jernbaneforbund roser i Ekstra Bladet føreren af IC4-toget for at have vist et stort overskud efter ulykken. Efter at have slået alarm deltog han nemlig selv i arbejdet med at give førstehjælp til passagerne, indtil redningsberedskabet nåede frem.

 
  Foto: Nick Abildgaard - TV ØST

 

 


Nyhedsoverblik