Fødevarestyrelsen om reglerne i dyreværnssager: Man fjerner ikke bare folks dyr

Arkivfoto. Foto: TV ØST

Anmeldelser af dyreværnssager er højst i Region Sjælland. Men hvornår kan man tillade sig at fjerne dyr, der ikke trives i deres omgivelser?

Antallet af dyreværnssager satte en trist rekord i 2017. Region Sjælland har landets største andel svarende til 10 dyreværnssager per 10.000 borgere. 

Ifølge Dyrenes Beskyttelse var der i TV ØST's sendeområde 694 sager sidste år. De fleste anmeldelser kommer fra Lolland og Falster.  

Også hos Fødevarestyrelsen har de bemærket en stigning i antallet af anmeldelser i år. 

- Det kan godt ligge i, at det har været en lang og kold vinter. Det har været hårdt for dyrene, men jeg tror også, at folk er blevet bedre til at reagere, når de ser noget, som de ikke synes er i orden, siger Lasse Holm, dyrlæge og souschef i Veterinær Øst under Fødevarestyrelsen. 

Artiklen fortsætter efter grafen. 

Myndighederne kan dog ikke gå ind og fjerne dyr, der mistrives med det samme. Dyreejeren har nemlig en retssikkerhed, der skal tages hensyn til. 

Når der er mistanke om brud på Dyreværnsloven

Hvis det bliver vurderet, at der er brud på Dyreværnsloven, så er det politiet, der skal tage sig af sagsbehandlingen. 

- Efter Dyreværnsloven skal politiet tage en sagkyndig med. Det kan være en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen. Politiet og en dyrlæge tager så ud på sagen, siger Lasse Holm fra Veterinær Øst. 

På stedet laver dyrlægen en udtalelse til politiet om, hvad de ser derude og laver en indstilling om, hvad de mener, der bør gøres. 

Læs også Anmeldelser af dyreværnssager er højest på Lolland og Falster

Dyreejeren har en retssikkerhed 

Selvom man kan se, at et dyr ikke har det godt hos sin ejer, kan man ikke tage ud til dyreejeren og fjerne det uden lige. 

Ejeren skal have mulighed for at behandle dyrene forsvarligt.

Hvis dyrene mangler mad og vand og går i lort til midt op på benene, så er det med en kort frist

Lasse Holm, dyrlæge og souschef i Veterinær Øst under Fødevarestyrelsen

- Hvis der bliver vurderet, at der er tale om en uforsvarlig behandling af dyr, kan politiet give tilsigelse til ejeren om, hvad der bør gøres for at behandle dyrene forsvarligt, siger Lasse Holm. 

Der gives oftes en frist til ejeren om at bringe tingene i orden. Fristen afhænger af, hvilken situation der er tale om. 

- Hvis dyrene mangler mad og vand og går i lort til midt op på benene, så er det med en kort frist. Måske inden for et døgn, siger Lasse Holm. 

Hvis der før i tiden har været et lignende tilfælde, som der er blevet rykket ud på, så kan ejeren komme ud for at skulle betale en bøde. I sådan et tilfælde undgår ejeren en retssag, ellers ryger sagen i retten. 

Frivillig anbringelse af dyr kan være en løsning 

I nogle tilfælde kan ejeren have mistet overblikket fuldstændigt. Her kan løsningen være at få anbragt dyrene frivilligt. 

Det kan enten være til Dyrenes Beskyttelse eller Dyreværnet. Det var blandt andet tilfældet med de 21 hunde, som blev fjernet fra Lolland lørdag.

Det, der sker på den lange bane, er, at dommeren tager stilling til, om ejeren skal frakendes at have dyr fremover

Lasse Holm, dyrelæge og souschef i Veterinær Øst under Fødevarestyrelsen

Her ville ejeren have hjælp til blandt andet at få sine hunde kastreret, men endte ud i, at alle hundene blev fjernet af Dyreværnet på grund af mistrivsel. 

- De var dehydrerede, og det eneste, der kom ud i deres afføring, var orm, siger Sommer Bisgaard fra Haslev, der har fået ti hunde i pleje, til TV ØST søndag.

I sådan et tilfælde hvor dyrene mangler vand, vil man kunne fjerne dyrene med det samme.  

Læs også Fundet udsultede og misrøgtede: 21 hunde fjernet på Lolland

Der kan gå lang tid før en sag kommer for retten 

Der kan gå helt op til et år, før en dyreværnssag kommer for retten. Derfor bliver der også gjort noget ud af, at dyrene bliver behandlet forsvarligt med det samme. 

- Det, der sker på den lange bane, er, at dommeren tager stilling til, om ejeren skal frakendes at have dyr fremover, siger Lasse Holm.  

Det kan godt være for bestandigt, men det er ofte, at det er for en periode, fortsætter han. 

Læs også Udsultede hunde blev fjernet: Ejeren slipper for retsligt efterspil

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App