Flygtninge i virksomhedspraktik er ulige fordelt i regionen

Kalundborg i top og Odsherred i bund når det gælder antallet af flygtninge, som kommer i virksomhedspraktik eller i løntilskudsjob.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kalundborg indtager førstepladsen i vores område, når det gælder antallet af flygtninge, der kommer i virksomhedspraktik eller i et løntilskudsjob. Tallet er næsten fordoblet de seneste 12 måneder og i dag er lidt under hver tredje flygtning ude på en virksomhed.

I Kalundborg Kommune er 55,97 procent af flygtninge, som er i integrationsprogrammet, kommet i enten virksomhedspraktik eller i et løntilskudsjob. Dermed indtager de førstepladsen i vores region og 11. pladsen på landsplan, og det vækker begejstring i kommunen.

- Det er vi rigtig glade for. Det er rart, at vi har så mange virksomheder, der vil være med til at løfte opgaven, siger Qerim Selmani, leder for Ung og Jobklar i Jobcenteret i Kalundborg Kommune.

"På arbejdspladsen lærer de sproget"

I virksomhedspraktikken kommer flygtninge ud og oplever tilværelsen på arbejdsmarkedet i op til 13 uger og i løntilskudsjob kan det vare op til et år. Qerim Selmani ser mange fordele ved, at flygtninge er en del af arbejdsmarkedet.

- De skaber et bedre netværk og får bedre muligheder for at blive fastholdt efterfølgende. På arbejdspladsen lærer de sproget, normer og værdier, og det gør det nemmere for dem at få job efterfølgende og bidrage til samfundet, siger han.

Andel personer omfattet af integrationsprogrammet i virksomhedsrettet tilbud (privat og offentlig), pct.

  • Kalundborg 55,97
  • Lolland 43,69
  • Faxe 42,72
  • Næstved 41,36
  • Vordingborg 39,11
  • HELE LANDET 38,48
  • Holbæk 36,92
  • Slagelse 34,77
  • Stevns 33,12
  • Ringsted 31,48
  • Sorø 31,28
  • Guldborgsund 20,12
  • Odsherred 18,06

Ifølge lederen er det forebyggende arbejde i kommunen en af hovedårsagerne til succesen.

- Vi starter allerede den første dag med fokus på arbejdsmarkedet og undervisning på forebyggende kursus . Vi bestræber os på at finde den rigtige arbejdsplads og kigge på deres forudsætninger og prøver at matche dem til den rigtig arbejdsplads - og det lykkedes i de fleste tilfælde for os, og det er vigtigt, så de efterfølgende kan få et arbejde, siger Qerim Selmani.

I oktober 2016 var cirka 6.000 flygtninge i virksomhedspraktik eller i løntilskudsjob på enten en privat eller offentlig virksomhed. Det er tæt på en fordobling siden oktober 2015, hvor det tal var godt 3.000. Andelen af flygtninge, der bliver modtaget på en virksomhed, er steget fra 20 til 32 procent på 12 måneder.

Ifølge Qerim Selmani er målet, at flygtningene skal have jobbet eller starte en uddannelse inden for det område, samt at deres danske sprog styrkes, som, han mener, er det vigtigste element i denne proces. 

Nogle kommuner skal ind i kampen

Berit Toft Fihl, chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, som har lavet undersøgelsen håber på, at flere kommuner kan komme højere op på listen.

- På den ene side er vi glade for resultaterne - det er første step, men kigger man seperat på kommunerne er der nogle af dem, der skal op i gear og gøre en større indsats for at få flere flytninge ud i virksomhedspraktik eller løntilskudsjobs eller i et ordinært job fra starten af. Virksomhederne og flytgningene skal kobles sammen, for hvis man aldrig er i kontakt med en virksomhed kan det være sværere at vide, hvordan det er på det danske arbejdsmarked, siger Berit Toft Fihl. 

Ifølge Berit Toft Fihl skyldes de gode resultater i Kalundborg Kommune trepartsaftalen fra marts 2016 omhandlende integration af flygtninge på arbejdsmarkedet.


Nyhedsoverblik