Flugtbilist påkører bomme og spærrer Guldborgsundtunnelen

Guldborgsundtunnelen er spærret i nordgående retning. Flugtbilist skal nu undersøges for spirituskørsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

OPDATERING: Der køres ifølge politiet i et spor i hver retning igennem Guldborgsundtunnellen.

Guldborgsundtunnelen mellem Lolland og Falster er tidligt tirsdag morgen spærret i nordgående retning.

Det skyldes, at en bilist er kørt ind i bommene, som bruges til at dirigere trafikken på strækningen. Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Henrik Karlsen.

- Det er en bil, der er kørt ind i nogle bomme, vi bruger til overledning af trafikken dernede, og så ligger de bomme spredt over det hele dernede, siger vagtchefen.

- Ham, der er kørt ind i dem, han er kørt videre, men vi har fået fat på ham længere oppe ad motorvejen, tilføjer han.

Bommene er ødelagte

Lige nu arbejdes der på stedet for at rydde op efter uheldet.

- Det, der er galt dernede nu, er, at bommene er ødelagte, og når de er det, så kan vi ikke betjene dem, så vi kan ikke åbne for trafikken foreløbigt.

Henrik Karlsen har ingen fornemmelse af, hvornår der igen åbnes for trafikken på strækningen.

Pådrog sig skader i ansigtet

- Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig oplevet der her før, siger han.

Ingen kom alvorligt til skade under episoden. Føreren af bilen, der kørte ind i bommene, har pådraget sig nogle småskader i ansigtet.

- Vi vil nu tage en blodprøve for at se, hvorvidt føreren har været påvirket, siger Henrik Karlsen.

 


Nyhedsoverblik