Det vi har sammen

Flot jubilæum: Preben har været herrefrisør i 60 år

00:53

I 60 år har Preben Pedersen været frisør. Nogle af kunderne har holdt ved i 50 år.

I 60 år har Preben Pedersen været frisør. Nogle af kunderne har holdt ved i 50 år. Foto: Sofie Kyed

1 af 2

De er ikke mange tilbage, de vaskeægte herrefrisører, men heldigvis har Preben Pedersen på Bogø ingen planer om at stoppe foreløbig

Når Edvin Sørensen skal klippes, kræver det ikke nogen videre forklaring

- Nej jeg skifter aldrig frisure, fortæller Edvin Sørensen.

Den frisure har Preben Pedersen klippet i mere end 25 år. De seneste 10 fra hans kælder i huset på Bogø. Men på trods af deres lange bekendtskab, så er Edvin Sørensen langt fra Preben Pedersens første kunde.

Faktisk har Edvin Sørensen knapt været med i halvdelen af tiden.

- Jeg har vel en otte til ti stykker, som jeg har klippet i omkring 50 år, lyder det fra herrefrisøren Preben Pedersen.

Blandt stamkunderne finder man Edvin Sørensen, som er kommet hos Preben i 25 år. Foto: TV ØST

I lære som ung purk

Preben Pedersen havde knapt fundet jordforbindelsen efter konfirmationens rus, da han som bare 14 årig kom i lære som herrefrisør

- Jeg var en lille purk, så jeg fik en damkittel på, dengang skulle man jo have uniform på. Den gik helt ned til jorden. Der grinte de noget. Men efter læretiden var jeg stor nok til at få en herrekittel på, siger den nu 76 årige herrefrisør.

Efter læretiden åbnede han sin egen salon – P. P. Salon - den salon eksisterer stadig i kælderen af Preben Pedersens hus på Bogø.

Nej tak til damarbejde

Kort efter Preben Pedersens læretid blev uddannelsen ændret, så der ikke længere blev skelnet mellem herrefrisører og damefrisører. Det, fortæller Preben Pedersen, medførte et stort fald i nyuddannede mandlige frisører. Og i dag er en stor del af dem derfor naturligt nok uddøde.

Den ændring af uddannelsen var en stor fejltagelse, hvis man spørger herrefrisøren Preben Pedersen.

- Jeg laver ikke damearbejde. Et mandehår skal klippes helt rigtigt, ellers falder det sammen. Det kan damefrisører ikke. Ligesom jeg ikke kan lave permanenter eller hårfarver, siger Preben Pedersen.

Ingen planer om at smide saksen

Og selvom han for længst kan læne sig tilbage og nyde sit opium, så har den rutinerede frisør ingen planer om at smide saksen foreløbig.

- Så længe jeg har mit gode helbred, så smider jeg den ikke. Hvis jeg ikke får den menneskelige kontakt gennem mine klipninger, så kan de lige så godt grave mig ned, slår Preben Pedersen fast.

Og Edvin Sørensen har da også tænkt sig at blive ved med at komme:

- Hvis Preben tager 50 år mere, så kommer jeg også 50 år mere, lyder det fra Edvin Sørensen.

Tip os Har du et godt tip?