Flere underretter om børn i mistrivsel

I hele landet er der flere, der underretter om børn i mistrivsel, siger Dansk Socialrådgiverforening.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis vi oplever, at barnet inde hos naboen ikke trives, eller hvis en lærer mærker, at en af de unge i klassen ikke har det så godt, så tøver vi ikke med at underrette kommunen.

Sådan lyder det fra Dansk Socialrådgiverforening, som oplever en stigende udvikling af underretninger i alle af landets 98 kommuner.

- Der er skærpet opmærksomhed på børn i mistrivsel. Både hos privatpersoner og pædagoger, lærere, sundhedsplejersker og andre fagfolk, siger formand for Region Nord Mads Bilstrup.

Stigning på 47 procent 

Tal fra 24 hovedstadskommuner og Ankestyrelsen, som DR P4 København har indsamlet, viser, at kommunerne i 2014 i gennemsnit fik 49 underretninger per 1000 børn, og at tallet i 2015 er steget til 72. Det svarer til en stigning på 47 procent. 

- Men det er altså ikke kun i hovedstadsområdet, men i hele landet, at man mærker, at alle er hurtigere på aftrækkeren, siger Mads Bilstrup.

- Det skyldes især erfaring fra dårlige sager, som vi har set det i Brønderslev og Rebild Kommune, men også fordi, at der er en stigende politisk opmærksomhed på, at vi langt tidligere skal ind i sager, hvor der er en begrundet mistanke.

 - Det er positivt. Hellere en underretning for meget, end en underretning for lidt, siger han.

Kommunen skal reagere indenfor 24 timer

Når den enkelte kommune får en underretning, skal kommunen reagere inden for 24 timer. Det betyder, at de skal undersøge om de skal reagere her og nu eller om det er en sag, der kan ligge lidt.

Hvis man vurderer, at sagen er meget alvorlig, handler man med det samme. Og muligheden for at kunne reagere hurtigt er vigtigt, siger Mads Bistrup.

Der er underretningspligt i Danmark og derfor skal man, hvis man er bekymret for, om et barn eller en ung mistrives, underrette kommunen. Fagpersoner har skærpet underretningspligt, som betyder, at underretningspligten går forud for tavshedspligten. /ritzau/


Nyhedsoverblik