Flere tyverier i Høng Centret: Butikker vil have de lokales hjælp

De seneste måneder har Høng været plaget af flere indbrud og et røveri. Især Høng Centret har været hårdt ramt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Indenfor 14 dage har der været to indbrud i to forskellige forretninger i Høng Centret. Forrige weekend var det SuperBrugsen der stod for skud, og i den seneste weekend gik det så ud over guldsmeden Tomas Henriksen.

- Jeg blev ringet op af en borger om søndagen, der mente, at jeg havde haft indbrud i butikken, for der stod en stige ned igennem butikken og lå smadret glas over det hele, og jeg tænkte, det kan ikke være rigtigt. Men det var det altså, siger Tomas Henriksen.

Alarmselskabet kunne ikke se skaderne

Tyvene havde skåret sig ind i guldsmedens butik fra taget af centret. Hullet i loftet passede lige nøjagtig til den stige, som de havde medbragt. Ifølge Tomas Henriksen varede hele indbruddet under tre minutter.

- Jeg har jo set overvågningen igennem, og man kan se at stigen bliver hejst ned gennem hullet, og den første er inde på under 30 sekunder. Han drøner lige over til guldmontrerne og river dem ud, så de smadrer, hvorefter den anden kommer ned af stigen og går direkte efter urene og bevidst vælger et bestemt mærke, siger Tomas Henriksen.

Alarmen i butikken gik naturligvis, så vagtselskabet kørte ud til Høng Centret. Men da de ikke havde nøgle til selve centret, som er aflåst om natten, måtte de kigge ind af vinduet i baglokalet af butikken. Og fra den position kunne de ikke se stigen inde i butikken. Tyvene var flygtet og havde ladet stigen stå i butikken.

- Måske er der nogen der kan genkende stigen. Eller har set nogen smide den ind eller ud af en bil, siger Tomas Henriksen.

Savner synlighed fra politiet

SuperBrugsen, der også ligger i Høng Centret, havde besøg af ubudne gæster natten mellem lørdag og søndag i weekenden forinden. Uddeler Daniel Segerlund er træt af, at man ikke have sine ting i fred. Og oven på de seneste ugers hændelser savner han synlighed fra det lokale politi

- Det ville være rart med noget synlighed fra politiet, men jeg ved jo godt, at det er svært at være alle steder. Det er det jo også for os, men derfor kunne man alligevel godt ønske sig det, siger Daniel Segerlund.

Efterlyser hjælp fra de lokale

Begge erhvervsdrivende understreger, at politiet kommer, når man ringer efter dem, men de er stadig frustrerede over hele situationen. Derfor håber de også, at de ved at gøre opmærksom på tyverierne, kan hente hjælp fra lokalbefolkningen.

- Vi håber jo, at når der kommer fokus på det her, så kan vi måske få kunderne til at holde et ekstra vågent øje, når de kommer her og handler, hvis de ser noget mistænkeligt. Vi kender jo mange af dem, der handler her, og de ser måske nogle ting, som vi ikke selv kan nå at opfange, siger Daniel Segerlund.

Politiet er i området

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi patruljerer der dog betjente rundt i området.

- Vi prøver at fordele os så meget, som vi kan i de forskellige byer, og hvis vi får det mindste pip om, at der er et eller andet galt, så kommer vi selvfølgelig til alle byerne. Vi kan selvsagt ikke være alle steder på en gang, Men vi er absolut meget ofte tilstede både i Høng og Gørlev, siger Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig, Midt- og Vestsjællands Politi.

Han understreger dog også vigtigheden af borgernes øjne og ører i sager som denne.

- Det kan bare være en eller anden lille detalje, hvor man lige har hørt nogen, der har snakket om, at de lige pludselig ligger inde med nogle guldsmykker, så vil vi gerne lige have et ring på 114, siger Carsten Andersen.


Nyhedsoverblik