Flere sjællændere tager i år hjem til jul i Jylland

DSB glæder sig over fyldte og rettidige tog de seneste dage, hvor danskere i stort tal er draget på juleferie.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De seneste dage op til jul har været hektiske for DSB, der kan notere sig, at 10 procent flere har købt pladsbillet til togene i forhold til sidste år.

I alt 154.000 pladsbilletter er i år blevet solgt til togene op til jul. Langt de fleste er taget fra Østdanmark for at holde jul på Fyn eller i Jylland.

Da juleaften i år falder på en lørdag har især de sidste dage op til været hektiske, skriver DSB i en pressemeddelelse. Alene lillejuleaften krydsede flere end 45.000 personer Storebælt.

Togene kørte, som de skulle

Samtidig glæder man sig hos DSB over, at togene er kørt til tiden.

- Togtrafikken var lillejuleaftensdag lige så intens, som vi havde forventet.

- Til gengæld forløb den med en god rettidighed, og langt de fleste passagerer kom frem til tiden, også i de ekstra juletog, der kørte mellem landsdelene, siger Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.

Mange rejser hjem 2. juledag

I de kommende dage venter DSB så et stort pres fra vest mod øst. Især 26. december ventes der at blive pres på togene.

- Normalt ville rejsen hjem fra juleaften være spredt over flere dage. Men i år forventer vi, at de første par dage efter juleaften bliver travle med mange passagerer. Det skyldes, at mange mennesker skal møde på arbejde igen allerede tirsdag, siger Tony Bispeskov.

Han opfordrer til, at man køber pladsbillet til toget 2. juledag, hvis man ikke allerede har gjort det.


Nyhedsoverblik