Flere pårørende til kritiseret plejecenter: Beboerne kommer aldrig ud

Kritikken af plejecenter i Dianalund fortsætter. Nu står flere pårørende til beboere frem med kritik af omsorgen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En familie til 84-årige, demente Inger Lise Andersen stod i søndags frem med massiv kritik af demensplejecentret Blomstergården i Sorø Kommune. Blandt andet kritiserer de den hårde, nedladende omgangstone, når personalet skal skifte Inger Lises ble.

Familien har optaget lyden fra Inger Lises plejebolig siden oktober sidste år, og ved at lytte til optagelserne har de registreret, at der nogle gange går op mod halvandet døgn mellem Inger Lise får skiftet sin ble.

Beboerne kommer aldrig ud

Historien har fået en anden pårørende til at stå frem.

Finn Jensens 91-årige, demente far bor på Blomstergården. Her har han boet siden 2011. Han mener, at personalet på Blomstergården prioriterer helt forkert i plejen af de ældre.

- De kommer aldrig ud, og det er ikke okay, siger Finn Jensen, der bor i nærheden af plejecentret i Dianalund.

Da faren blev indlogeret på Blomstergården for seks år siden havde personalet tid til at tage ham ud at gå med rollator eller i kørestol. De havde en tandemcykel, som du kunne aktivere beboerne med. Men sådan er det ikke længere, fortæller han.

- Det er ikke kun min far, det går ud over. Det er alle beboerne dernede, siger Finn Jensen.

Naboplejecenter får hård medfart

Blomstergården er koblet til plejecentret Mølleparken - og de to centre fysisk ligger lige ved siden af hinanden. Mølleparken bestyres af den samme ledelse som Blomstergården og hører ligeledes under Sorø Kommune.

Efter TV ØST har bragt historien om omsorgssvigtet af Inger Lise på Blomstergården, får det nu pårørende til en hjerneskadet, dement kvinde på naboplejecentret Mølleparken, til at stå frem. Britta Pedersen fra Kongsted er meget utilfreds med den generelle pleje af sin 88-årige mor Yrsa. Personalet mangler at yde nærvær og omsorg.

Datteren kritiserer personalet for at have givet op med at tage vare på hendes mor, der flyttede ind i november 2016. Efter indflytningen fandt Britta ofte sin mor siddende i uhensigtsmæssige stillinger, dehydreret og uden væske.

- De har ikke tilgangen til at mobilisere min mor. De siger bare, at hun ikke vil, fortæller Britta Pedersen.

Hun anfægter i øvrigt, at personalet ikke sørger for at vaske moren ordentligt efter toiletbesøg, og i en længere periode blev moren nægtet at sidde i sin lænestol og blev i stedet placeret i en kørestol, så det var nemmere at flytte hende rundt.

Mangel på sygeplejefaglig viden

Britta Pedersen vurderer, at personalet på Mølleparken ikke er fagligt gearet til at varetage plejen af beboerne:

- Der bliver ofte sendt uuddannede personale ind til min mor. Rigtig meget af personalet mangler en forståelse for de enkelte beboeres behov, siger hun.

Hun ville ønske, at der var en pårørendegruppe tilknyttet Blomstergården og Mølleparken.

Ekspert: Vigtigt med faglighed og den rigtige aktivering

Ifølge uddannelsesleder på Videnscenter for Demens, Karen Tannebæk, er det vigtigt for mennesker, der arbejder med demente har de nødvendige personlige og sundhedsfaglige kompetencer til at håndtere demente borgere:

- Man har som personale i den grad brug for at vide noget om demenssygdommen og alle demenssygdommens forskelligheder, og hvilken påvirkning det har på hjernen og en viden om det enkelte menneskes funktionsniveau, siger Tannebæk.

Hun understreger, at alle mennesker har brug for meningsfulde oplevelser eller aktiviteter i hverdagen. Men det er essentielt, når man har med demente at gøre, at vurdere den enkeltes behov for aktivering og stimulering.

- Det vil være meget individuelt, hvad det enkelte menneske med demens både magter og har behov for, det beror på en faglig vurdering, fortæller uddannelseslederen.

Fravær af aktivitet betyder mangel på stimuli, hvilket ofte vil medføre dårligere trivsel og et større fald i funktionsevnen end demenssygdommen og de kognitive skader i sig selv kan forklare.

TV ØST har flere gange forsøgt at få reaktioner på kritikken af behandlingen på plejecenteret fra såvel Blomstergårdens ledelse som social- og sundhedschef i Sorø Kommune Søren Wollesen, men ingen af dem har ønsket at kommentere sagen.

PRÆCISERING. Af en tidligere version af denne artikel fremgik det ikke, at TV ØST flere gange har været i kontakt med både Blomstergårdens ledelse og Sorø Kommune om forholdene på plejecentret, og at de ikke har ønsket at udtale sig.


Nyhedsoverblik