Flere konkurser bremser byggerier: - Det er drøn ærgerligt

Tal fra Dansk Byggeri viser, at antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen er steget de seneste år. Og det problem kender man til i Vordingborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Vordingborg mangler råhuset her en del for at blive færdigt. Her skal et nyt job- og borgercenter til godt 60 millioner kroner stå klar i Algade.

Men siden august har byggeriet på Algade stået helt stille, fordi en af byggeriets fagentreprenører gik konkurs.

Det var et byggefirma fra Falster, som måtte droppe at færdiggøre råhuset, da de gik konkurs på grund af et andet byggeprojekt. Og det ærgrer borgmester i Vordingborg Kommune, Michael Seiding Larsen (V), at byggeriet er gået i stå.

- Det er drøn ærgerligt. Entreprenøren, som desværre gik konkurs, manglede kun seks ugers arbejde for at blive færdig med råhusentreprisen. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at firmaet er gået konkurs, siger Michael Seidin Larsen. 

Byggeri af ny svømmehal trækker også ud

I den anden ende af byen har de lignende problemer.

Byggeriet af det nye vandhus på Panteren i Vordingborg er nemlig også trukket ud.

Her var en underentreprenørs konkurs skyld i forsinkelsen, så vandhuset først kan åbne i februar næste år. Det vil sige halvanden måned senere end planlagt.

Byggeriet af det nye vandhus på Panteren har også været ramt af forsinkelser, da en underentreprenør gik konkurs.
Byggeriet af det nye vandhus på Panteren har også været ramt af forsinkelser, da en underentreprenør gik konkurs. Foto: Line Strand

Flere konkurser i byggebranchen 

Problemet med konkurser og langtrukne byggeprojekter genkender man hos brancheorganisationen Dansk Byggeri. Deres tal viser nemlig, at flere håndsværks- og byggefirmaer er gået konkurs de seneste år.

- Der har været relativt mange konkurser, bekræfter Bo Sandberg, cheføkonom hos Dansk Byggeri.

Ifølge tal fra Dansk Byggeri var der cirka 600 konkurser i bygge- og anlægsbranchen i 2015. I 2016 var der op mod 900 konkurser, mens man i år forventer, at tallet ender mellem 700-750.

Selv om den hårde konkurrence gør, at nogle virksomheder må dreje nøglen om, mener Bo Sandberg ikke, at det er nogen katastrofe for branchen.

- Det er med til at udvikle branchen. Men det er klart, at for dem det går ud over, er det jo enormt trist. Det kan være et af holdepunkternerne i et lokalsamfund, der forsvinder, hvis en håndværkvirksomhed går konkurs, siger Bo Sandberg.

Halvfærdigt arbejde

Og det halvfærdige job- og borgercenter er da også noget, borgerne i Vordingborg lægger mærke til. 

- Det ligner sådan noget, hvis man tog ned til Polen for 20 år siden eller noget i den stil, siger Anette Jørgensen fra Vordingborg og konstaterer:

- Halvfærdigt arbejde. 

Det halvfærdige arbejde er da også noget, Leif Fisher Jørgensen fra Vordingborg har lagt mærke til i bybilledet.

- Det må stå, indtil det bliver afviklet, men man må håbe, det sker på et tidspunkt, så man er fri for at se på det, siger han.

Mens det endnu er uvist, hvornår det nye job- og borgercenter står færdigt i Vordingborg, vil Vandhuset på Panteren åbne til februar.


Nyhedsoverblik