Det vi har sammen

Flere i politiets søgelys efter nye tip i Emilie Meng-sag

01:08

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har modtaget mange henvendelser i sagen om Emilie Meng og flere ser i følge politiet ser interessante ud.

Juleaftensdag blev Emilie Mengs lig fundet. Politiet leder efter hendes drabsmand.

Siden politiet for lidt over to uger siden fremlagde nye spor i sagen om drabet på 17-årige Emilie Meng fra Korsør, har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtaget omkring 250 nye henvendelser.

Det oplyser politikommissær Steen von Würden.

- Henvendelserne har meget forskellig karakter, og nogle nævner specifikke personer, som på baggrund af deres adfærd virker mistænkelige ifølge borgerne.

- Men det er altså ikke, fordi vi er ved at pakke bilerne for at køre ud og foretage anholdelser, siger politikommissæren. 

Læs også Korsør mindes Emilie Meng: "Hun er stadig i vores hjerter"

Gik ud med nyt spor

Den 17-årige pige forsvandt tidligt om morgenen 10. juli sidste år ved stationen i Korsør. Ved juletid blev liget af hende fundet i Regnemark Bakke nær Borup på Midtsjælland.

20. juni gik politiet offentligt ud med et nyt spor i drabssagen. En hvid bil - formentlig en Hyundai i30 - kunne ses på overvågningsbilleder fra stationen.

Føreren af den pågældende bil har ikke meldt sig, og det styrker blot politiets mistanke om, at bilen har noget med Emilie Mengs forsvinden at gøre.

- Jo længere tid der går, uden at vi hører noget, desto mere tror vi, at bilen har noget med det at gøre, siger Steen Von Würden. 

Vil tale med alle

Han understreger, at der også kan være andre årsager til, at føreren ikke har kontaktet politiet.

- Lige meget hvad man lavede på Korsør Station på det tidspunkt, vil vi gerne tale med dem, men det kan jo også være, at man havde andre ærinder, man ikke vil have kommer frem.

- Det kan være personlige forhold, siger han. 

Læs også Korsørborgere er glade for, at der sker nyt i Emilie Meng-efterforskning

Læs også Politiet om nyt Emilie Meng-spor: Vi har hele tiden kendt til den hvide bil

Tip os Har du et godt tip?