Når kommunens grønne områder skal passes, de ældre på plejehjemmene besøges eller når flygtninge skal lære dansk, så er det en kommunalopgave.
Men i flere og flere tilfælde bliver det arbejde udført af en frivillig. Det viser en ny undersøgelse, som Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (Kora) har lavet.
- Det er især driften i kommunerne, som de frivillige hjælper med, fortæller Bjarne Ibsen, der er professor indenfor civilsamfund ved Syddansk Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen, til TV ØST.
Det er ikke noget nyt, at kommunerne samarbejder med frivillige og foreninger, det har man gjort i årevis. Men det er nyt, at man inviterer de frivillige ind i opgaver, som kommunen har ansvar for
Frivillige bliver centrale i kommunen
Forskerne har været i kontakt med hele 838 fag- og forvaltningschefer i alle 98 kommuner i landet.
Her svarede 82 procent af de kommunale chefer, at de inden for de seneste år har haft et særligt fokus på at opbygge nye samarbejder med frivillige.
- Det er ikke noget nyt, at kommunerne samarbejder med frivillige og foreninger, det har man gjort i årevis. Men det er nyt, at man inviterer de frivillige ind i opgaver, som kommunen har ansvar for, forklarer Bjarne Ibsen.
Det skal styrke kvaliteten for borgerne
Undersøgelsen fra Kora er lavet med samtlige kommuner i landet, og ifølge Bjarne Ibsen skiller de frivillige i Region Sjælland sig ikke ud fra de frivillige i resten af landet.
- Der er næsten ingen forskel mellem regionerne i landet, kommunernes samarbejde med de frivillige er stort set ens landet over. Forskellen skal i stedet findes internt i den enkelte kommune. Der er eksempelvis væsentligt flere frivillige på omsorgsområdet end på teknikområdet, fortæller Bjarne Ibsen.
I undersøgelsen svarer kommunalcheferne, at det øgede fokus på at få de frivillige til at løfte opgaver i kommunen skal styrke kontakten til borgerne og sikre mere kvalitet.