Voldsomt snevejr: Sydmotorvejen genåbnes efter stort trafikuheld

Flere biler er kørt galt på Sydmotorvejen mellem Vordingborg og Udby. Der er desuden flere uheld på strækningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere biler er kørt galt på Sydmotorvejen i nordgående retning mellem Vordingborg og Udby på det sydlige Sjælland på grund af glat føre.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

- Det er hundrede procent det glatte føre og den nedsatte sigtbarhed, der har gjort, at bilerne er kørt galt, siger Ole Hald, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Uheldene gør, at Sydmotorvejen har været spærret i nordgående retning mellem afkørsel 43 på Falster og op til afkørsel 40 Udby. Desuden er der i sydgående retning meget dårlig passage. 

Klokken lidt i 17 tirsdag eftermiddag skulle vejen være åbnet igen.

- Vi har et uheld på Sydmotorvejen lige nord for Farøbroen, hvor flere biler er drejet rundt, oplyser vagtchefen.

Desuden er der sket et uheld ved afkørsel 43 ved Nørre Alslev, som gør, at trafikken kører trægt på strækningen. 

Uvist, hvor mange biler

Der er flere uheld på strækningen mellem Farøbroen og Stensved. Hvor mange biler, der er impliceret, kan politiet endnu ikke sige noget om.

- Vi har flere uheld ude på strækningen mellem Farøbroen og op til Stensved. Når jeg siger flere, så er det, fordi jeg ikke ved præcis hvor mange. Men der er tale om flere end to uheld, siger Ole Hald, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han fortæller desuden, at der ikke er meldinger om alvorlig tilskadekomst.

Tidligere frarådede politiet al unødig udkørsel på Sydsjælland og Lolland-Falster, men det har de nu ophævet omkring klokken 14.40.

- Vejret er blevet markant bedre, og det betyder, at sigtbarheden ikke længere er lig nul, som den var tidligere, siger vagtchef Ole Hald.

Kør efter forholdene

Som udgangspunkt kan man godt køre ud, men kan man vente, så råder politiet til at man gør det.

- Man skal køre efter forholdene, og skal man den vej, hvor uheldene er sket, var det måske en idé lige at vente med at køre, til man har hørt noget mere i trafikradioen, for der er ingen grund til, at man kører ud og holder i kø, siger Ole Hald. 

Strækningen på begge sider af Farøbroen mellem Falster og Sjælland er lige nu hårdt ramt af snefygning, der formentligt er årsag til uheldet.

Danmarks Meteorologiske Institut varsler om snefygning og sneglatte veje. Snefygning kan medføre hurtig lukning af udsatte veje og dannelse af snedriver. Bilister skal derfor nedsætte hastigheden. 

Opdatering
Clock27. feb 2018, kl. 13:43
Artiklen er opdateret med flere uheld på Sydmotorvejen, samt oplysningen om, at vejen forventes genåbnet klokken 15.00
Clock27. feb 2018, kl. 14:43
Artiklen er opdateret med seneste nyt om spærring af strækningen på Sydmotorvejen samt dårlig passage i sydgående retning.
Clock27. feb 2018, kl. 16:58
Opdateret med oplysninger om, at motorvejen er genåbnet.

 


Nyhedsoverblik