Flere biblioteker oplever ballademagere: - De har skyllet dukker ud i toilettet

Der er igen åbent for selvbetjening på Næstved Kommunes biblioteker, men andre biblioteker oplever også unge, der ikke opfører sig ordentligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden mandag har der igen været åbent på bibliotekerne i Næstved, Fuglebjerg og Fensmark, efter personalet er gået hjem.

En gruppe unge skabte nemlig så meget ballade, at det blev nødvendigt at lukke den selvbetjente åbningstid på bibliotekerne. Derfor er der nu hyret vagter, der cirkulerer på bibliotekerne i den selvbetjente åbningstid.

- Borgerne er så glade for den ekstra åbningstid, så det er dejligt, der nu er adgang igen, siger Karen Delfs, biblioteks- og borgerservicechef i Næstved.

Hun tilføjer, at der ikke har været andre episoder med ballade, siden de lukkede for selvbetjening i Fensmark i starten af januar.

Der blev lukket for selvbetjening på bibliotekerne i Næstved og i Fuglebjerg i december, fordi en gruppe unge røg, drak, smed med affald og opførte sig truende overfor andre borgere på bibliotekerne.

08022925_bibliotek.jpg
Læs også
Slut med uromagere på biblioteker: Nu hyrer Næstved Kommune vagter
08022925_bibliotek.jpg
Læs også
Slut med uromagere på biblioteker: Nu hyrer Næstved Kommune vagter

Også ballade andre steder

En rundringning TV ØST har foretaget til en række biblioteker viser, at der også er problemer andre steder end i Næstved.

I Skælskør er der åbent for selvbetjening indtil klokken 21, og her fortæller lederen, at der også er problemer.

- Vi har to grupper unge mennesker helt ned til folkeskolealderen, der åbenbart keder sig, især i ferierne. De larmer, kaster med bonruller og har enkelte gange diskuteret med nogle af de andre brugere på biblioteket, fortæller René Birkemark Olesen, leder af bibliotek og borgerservice i Slagelse Kommune og fortsætter:

- Det er primært drengestreger, men nogle af dem er lidt mere alvorlige. De har skyllet dukker ud i toilettet fra børnebiblioteket. Der er ikke noget, der har ført til politianmeldelser, men vi bruger rigtig meget tid på det, siger han.

Flere ind på samme kort

Der er videoovervågning på biblioteket i Skælskør og personalet kan se, at det ofte er en enkelt person, der lukker flere ind på det samme sundhedskort, som man skal bruge for at kunne åbne døren når personalet er gået hjem.

quote De har skyllet dukker ud i toilettet fra børnebiblioteket

René Birkemark Olesen, leder af bibliotek og borgerservice i Slagelse Kommune

- Vi kan registrere, hvem der kommer ind med deres sundhedskort. En kan lukke sig selv og fem andre ind, og så har vi svært ved at identificere de andre. Men vi gør det, at hver gang vi kan se nogle, der har været inde og misbruge stedet, så udelukker vi dem, siger René Birkemark Olesen.

Der har ikke været overvejelser om at lukke den selvbetjente åbningstid på Skælskør Bibliotek.

Bortvist fra Haslev Bibliotek

Omkring jul brugte en gruppe unge mænd biblioteket i Haslev som en drikkeklub. Der blev både drukket sodavand og spiritus og det skabte utryghed for andre brugere. Derfor blev videoovervågningen gennemgået.

- Og det førte til at der nu er seks personer, der er bortvist herfra. Vi har også haft enkelte andre  episoder med lidt højrystet adfærd og derfor har vi nu øget vores stikprøver af videoovervågningen, siger Benny Agergaard, leder af bibliotek- og borgerservice i Faxe Kommune.

Heller ikke her, har der været overvejelser om at lukke for den selvbetjente periode. 

Mest drengestreger

I Vordingborg Kommune lyder meldingen, at der ikke er kommet flere tilfælde af uro til, siden de startede med selvbetjent åbningstid.

- Vi har årligt en tre til fire tilfælde, hvor der sker et eller andet. Men det er i kategorien drengestreger. Vi har ingen episoder med vold eller trusler eller den slags overhovedet. Mindre hærværk forekommer i gennemsnit en gang om året på hvert bibliotek, men er i småtingsafdelingen, siger Erik Thorlund Jepsen, biblioteksleder, Vordingborg Bibliotekerne.

I Guldborgsund har de i en periode haft vagter tilknyttet, der er kommet på de forskellige afdelinger i løbet af aftenerne.

quote Man må gerne sidde og hygge sig, men man må ikke hælde cola ud over bordet

René Birkemark Olesen, leder af bibliotek og borgerservice i Slagelse Kommune.

- Vi har haft en enkelt episode, hvor to borgere var uenige om noget. Det skabte utryghed hos personalet, så derfor har vi i en periode haft vagter tilknyttet. Men det er ganske få gange, vi har oplevet uro, efter personalet er gået hjem, siger Jan Holmquist, stedfortræder for lederen af bibliotek og borgerservice i Guldborgsund Kommune.

Borgere er glade for ekstra åbningstid

I Kalundborg Kommune har der været åbent for selvbetjening i Høng siden 2013. Og der har aldrig været nogle problemer. I maj 2017 blev der også åbnet mulighed for selvbetjening i Gørlev, Ubby og Kalundborg.

111109_bibliotek_bog_3.jpg
Læs også
Uromagere plager Næstveds biblioteker: Endnu et bibliotek lukker for selvbetjening
111109_bibliotek_bog_3.jpg
Læs også
Uromagere plager Næstveds biblioteker: Endnu et bibliotek lukker for selvbetjening

- Vores største problem i Kalundborg er vores børnebibliotek. Her oplever vi, at forældrene er ret ligeglade med, at børnene smider bøger på gulvet og i det hele taget roder ret meget, siger Karen Olsen, leder af bibliotekerne i Kalundborg Kommune.

Flere andre kommuner melder om, at der er ganske fredeligt og roligt på de biblioteker, der har åbent for selvbetjening om aftenen og i weekenden. Og det er en stor succes hos borgerne med den ekstra åbningstid – og der er også plads til at de unge bruger det.

- Vi vil gerne have, det bliver brugt, og det behøver ikke være på sådan en kedelig biblioteksagtig måde. Man må gerne sidde og hygge sig, men man må ikke hælde cola ud over bordet. Man skal rydde op efter sig selv, slutter René Birkemark Olesen, leder af bibliotek og borgerservice i Slagelse Kommune.   

Opdatering
Clock23. feb 2018, kl. 15:13
Opdateret med Haslev Bibliotek og citat.

 


Nyhedsoverblik