Man skulle tro, at rengøring på den sidste dag før juleferien var en sur pligt for en efterskoleelev. Men sådan er det ikke for Joan Tammo.
- Nej, det er faktisk rigtig sjovt. Vi snakker med hinanden og hygger os, siger den 17-årige elev på Flakkebjerg Efterskole syd for Slagelse.
For den syriske flygtning handler alt i hverdagen om at blive integreret. Joan Tammo har været 14 måneder i Danmark, og er nu én af de tre unge udlændinge, der går på efterskolen.
Det er en god chance for at lære og forstå, hvem danskerne er
Han kommer helt tæt på de danske unge og bor på værelse sammen med to jævnaldrende drenge.
- Det er lidt svært med sproget nogle gange, men vi prøver. Jeg kan rigtig godt lide at være her. Vi laver mange sjove aktiviteter, fortæller Joan Tammo.
Fra næste år kommer der endnu flere udenlandske ansigter til Vestsjælland. Skolen har valgt at oprette en hel særlig linje kun for unge flygtninge.
Arbejder med det multikulturelle
- Det er en god mulighed for at arbejde med det multikulturelle, som vi ser en stor styrke i. Samtidig er det vigtigt, at der er et godt skoletilbud til unge flygtninge, der har brug for en kickstart til integrationen, siger forstander Jan Coermann.
De omkring 10 nye elever skal i første omgang i en klasse for sig selv, men når det danske sprog er på plads, kommer de ud på almindelige linjer med de øvrige elever. Det er kommunerne, der betaler uledsagede flygtningebørns ophold på efterskole.
Ung flygtning: Vi lærer, hvem danskerne er
Efter det første halve år på Flakkebjerg Efterskole er Joan Tammo blevet gode venner med sine værelseskammerater. Han synes, det er en god idé, at skolen opretter en integrationslinje.
- Det er en god chance for at lære og forstå, hvem danskerne er, mener den unge flygtning, der håber at kunne komme på HTX efter sit efterskoleophold