Det vi har sammen

Fjerkræejer: Vi tager det roligt

01:20

En fjerkræejer på Møn frygter ikke det nye tilfælde af fugleinfluenza i Danmark. Han passer på sine ænder.

Jens Fjordhøj fra Tjørnemosegård på Møn har intet mindre end 500 juleænder gående på sin grund få kilometer fra det sted, hvor der i dag er konstateret fugleinfluenza i en gruppe døde troldænder.

Men fjerkræejeren er ikke bange for, at hans tamme ænder får den frygtede og særdeles smitsomme sygdom, selvom han bor så tæt på.

- Vi har det på sin vis ikke godt med det, men på den anden side, så tager vi det roligt. Sygdommen er ikke farlig for mennesker og heller ikke for vores ænder, så længe vi holder skarpt øje med vilde fugle, siger Jens Fjordhøj til TV ØST.

Slagter ikke uden prøver

Han håber ikke, at fundet af fugleinfluenza kommer til at gå ud over hans salg af juleænder.

- Men det tror jeg heller ikke, det vil. Jeg håber, vi har lært af sidste gang, der for alvor var fugleinfluenza i Danmark. Der gik hele Danmark jo i panik, men jeg tror, vi tager det mere roligt den her gang, siger fjerkræejeren og tilføjer:

- Selv hvis fuglene havde sygdommen, så bliver de altid løbende undersøgt, inden de bliver sendt til slagtning. Vi indsender altid blodprøver, og vi kan slet ikke få dem slagtet, før myndighederne har godkendt prøverne, siger han.

Har aldrig set en vildand på grunden

Personligt er Jens Fjordhøj ikke bange for, at hans ænder får sygdommen, for han holder altid øje med dem og følgerne reglerne om at holde vandtrug og mad overdækket.

- Jeg har haft ænder i over 15 år, og jeg har aldrig set en vildand eller en vildgås herude. Det værste er mågerne, men så længe man ikke fodrer frit, så kommer de heller ikke herud.

Fjerkræejeren vil fortsætte med sine ænder, som han altid har gjort, og han er glad for, at Fødevarestyrelsen ikke har stillet krav om, at alle fjerkræ skal flyttes indendørs.

- Det er ikke en mulighed for os, for det ville ænderne ikke have fundet sig i. De har gået ude altid, så hvis vi havde flyttet dem ind, var de gået i panik, slutter Jens Fjordhøj.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App