Fjerde Skælskør-søster tildelt erstatning fra Slagelse Kommune

Den sidste søster i Skælskør-sagen har nu også fået tildelt 100.000 kroner i erstatning efter at være blevet misbrugt af sin plejefar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Slagelse Kommune har nu sat det sidste punktum i Skælskør-sagen.

Den fjerde søster har nemlig også fået bevilget en godtgørelse for svigt fra kommunen på 100.000 kroner på lige fod med sine søstre.

Det skriver Sjællandske.

Godtgørelsen kommer en lille uge, efter byrådet besluttede at give forvaltningen grønt lys til at forhandle en erstatning på plads, hvis den sidste søster skulle ønske det.

Borgmester: Som det skal være

Og det gjorde hun altså. Få dage senere kontaktede pigens advokat og værge, Stig Nielsen, nemlig kommunen med kravet om erstatning.

- Det må være det endelige punktum for denne forfærdelige sag. Det er sådan, det skal være, siger borgmester Stén Knuth (V) til Sjællandske.

Den fjerde søster var ikke en del af retssagen, som søstrene kørte mod Slagelse Kommune for at svigte dem, da de boede i plejefamilie. Her blev de gennem flere år misbrugt af deres plejefar, og kommunen greb ikke ind i tide på trods af flere indberetninger om familien.

Tidslinje:

1997: Søstrenes far knivdræber moderen og begraver hende på Tisvilde Strand. Moderen bliver fundet seks dage senere af nogle børn. 

1999: De fire søskende anbringes i en plejefamilie i Skælskør. 

2001: To underretninger fra samme psykolog til kommunen.

2002: Nanna Hansen tvangfjernes fra plejefamilien af kommunen.

2005: De sidste tre søskende fjernes nu fra plejefamilien. 

2008: Plejefaderen får fem års fængsel for blandt andet at have haft samleje med Nanna Hansen cirka en gang om ugen i perioder. 

2014: Søstrene stævner kommunen. Kommunen afviser i december at indgå et forlig. 

2015: Søstrene stævner igen kommunen. 


Kilde: TV 2


Nyhedsoverblik