Fiskekampagne i Ringsted: Det er ikke fisk, jeg er allerstørst fan af

Børn spiser kun en femtedel af den anbefalede mængde fisk. Derfor sætter Madkulturen og Ringsted Kommune i maj fokus på fisk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Børn spiser alt for lidt fisk. 

Faktisk spiser børn kun en femtedel af den anbefalede mængde fisk. Derfor sætter Madkulturen, som er en del af Miljø- og Fødevareministeriet, og Ringsted Kommune i maj fokus på fisk på 6 skoler. 

- Vi oplever desværre, at evnerne i et køkken er for nedadgående i Danmark og det vil vi gerne være med til at løfte, siger Jakob Ørstrup, kok fra Madkulturen. 

- Det vi i praksis gør er at komme ud og lære folk om råvarerne. Hvad mormor kunne, prøver vi at tage op her. 

Fisk på skoleskemaet 

Og i dag var der fisk på menuen i Valdemarskolen i Ringsted.

- Det er første gang, så jeg er lidt nervøs for, at jeg gør et eller andet forkert, lyder det fra Adam Hansen fra 6.b på Valdemarskolen i Ringsted, der står med et fisk og en kniv i hånden. 

Og noget tyder på, at Madkulturen har ret i, at børn ikke spiser nok fisk. 

- Jeg synes, det er ret sjovt, men normalt så spiser jeg ikke så meget fisk. Det er ikke fisk, jeg er allerstørst fan af, siger Camilla Haurum fra 6.b. 

I løbet af maj kommer 350 skoleelever fra Ringsted Kommune igennem projektet.

Makrel i tomat med hjemmelavet mayonnaise (4 personer): 

Det skal du bruge: 
1 frisk makrel 
1/4 løg 
2 fed hvidløg 
Olivenolie til stegning 
2 store tomater 
1 dåse hakkede tomater 
1 lille dåse tomatkoncentrat 
Salt, peber & sukker 

Sådan gør du: 
  • Start med filetere makrellen. Fjern rækken af ben i fileten og tag skindet af. 
  • Læg fileterne på et fad. Giv dem et lille drys salt og lad dem ligge, mens tomatsovsen gøres klar. 
  • Pil og hak hvidløg og løg.  
  • Varm en lille gryde op. Kom lidt olivenolie i og steg løg og hvidløg ved lav varme. Husk at røre i det en gang i mellem.  
  • Mens løgene steger, hakkes de friske tomater groft. Tilsæt tomaterne til gryden og lad dem stege med i ca. 5 min.  
  • Tilsæt dåsetomater, tomatkoncentrat og en smule salt. Bring det hele i kog og lad det simre i ca. 20 min, så noget af væsken fordamper. 
  • Løft gryden af blusset. Blend sovsen med en stavblender direkte i gryden. Pas på, at det ikke sprøjter. Kom gryden tilbage på blusset.  
  • Læg makrelfileterne ned i sovsen og bring det i kog, så det bobler let.  
  • Når sovsen koger tages gryden af blusset. Lad fisken stå og trække færdig i sovsen. Tjek efter 5 minutter om den er færdig ved at tage et lille stykke fisk op. Falder kødet nemt fra hinanden er den færdig.  
  • Smag sovsen til med salt, peber og eventuelt lidt sukker. 
  • Lad det køle af og server på rugbrød med en god klat hjemmelavet mayo! 

Mayonnaise 
Det skal du bruge: 

1 æggeblomme 
1 knivspids fint salt 
1 tsk dijonsennep 
1 tsk eddike 
1,5 - 2 dl smagsneutral olie 
 
Sådan gør du: 
  • Kom æggeblomme, salt, sennep og eddike op i lille skål. Pisk det hele  sammen med et piskeris. Tilsæt olien lidt ad gangen, mens der hele tiden piskes, indtil du har den ønskede konsistens.   
  • Hvis olien kommer for hurtigt i, så kan mayonnaisen skille. Hvis det sker, så smid ikke den skilte mayonnaise ud. Kom en ny æggeblomme i en anden skål, og i stedet for olien, så piskes den skilte mayo langsomt i.  
  • Opbevar mayonnaisen i en lille lufttæt beholder på køl indtil den skal bruges.  
  • Den kan sagtens holde sig i en uge på køl. Bare pas på, at der ikke bruges beskidt service til at tage fra beholderen.

Paneret fladfisk med ærtemos (4 personer):

Det skal du bruge: 
2 æg 75 g hvedemel 100 g rasp 
4 stk fladfiskefileter  
Olie og smør stegning 
Salt og peber 

Sådan gør du: 
  • Slå æggene ud i en dyb tallerken og pisk dem sammen med en gaffel.  
  • Kom hvedemel og rasp op i hver deres dybe tallerken.  
  • Tør fileterne af med køkkenrulle og vend dem herefter først i hvedemel, så i æg og til sidst i rasp. Læg dem herefter på et rent spækbræt til de skal steges.  
  • Varm en pande op. Kom olie på panden. Når olien er varm kommes en 1/2 spiseskefuld smør på.  
  • Når smørret er bruset op lægges fileterne forsigtigt på panden. Læg dem væk fra jer selv, så det ikke sprøjter op på jer.  
  • Skru ned på middel varme og steg fiskene i ca. 3 min. på hver side. Tjek evt. ved at stikke en kødnål eller noget andet spidst i fisken. Går nålen igennem uden modstand er fisken klar.  
  • Krydr de varme fiskefileterne med lidt salt og peber og server med en god klat ærtemos. 

Ærtemos 
Det skal du bruge: 

4 fed hvidløg 
500 g ærter  
(friske eller optøede fra frost) 
2 spsk cremefraiche 38% 
Salt og peber efter smag 
 
Sådan gør du: 
  • Start med at pille hvidløgene og kom dem i en gryde sammen med ca. 1 l. vand. Bring det i kog og tilsæt så ærterne. Lad det koge op igen og tag det straks af varmen.  
  • Hæld vandet fra ærter og hvidløg og kom dem med det samme over i en skål med koldt vand (gerne isvand), så de bliver kølet hurtigt af. På denne måde koger de ikke videre og den flotte grønne farve bevares. 
  • Når ærterne er kolde blendes de sammen med cremefraichen til den ønskede konsistens. Smag til med salt og kværnet peber.  

 


Nyhedsoverblik