Det vi har sammen

57-årig omkom i arbejdsulykke: Firma anker nu strakspåbud

Både politi, brandvæsen og redningsmandskab var på ulykkesstedet sent onsdag eftermiddag. Foto: Frederik Racher - Lind Foto

Tilbage i oktober omkom en 57-årig mand i en arbejdsulykke. Det medførte et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, som arbejdsgiveren nu har anket.

Den 4. oktober mistede en 57-årig mand livet i en arbejdsulykke i Sorø.

Politiet fik dengang en melding om en mand, der var forsvundet i forbindelse med kloakarbejde på Skjalm Hvidesvej.

Det viste sig, at manden befandt sig alene på stedet i en dyb rende, da en stor mængde jord angiveligt væltede ned over ham. 

Læs også 57-årig mand omkommet efter jordskred

Det førte til, at arbejdstilsynet gav mandens arbejdsgiver et strakspåbud på grund af manglende foranstaltninger til at sikre mod skridning. Virksomheden blev også advaret om, at der ville komme en retslig tiltale. Men nu anker arbejdsgiveren, Sorø Entreprenørfirma ApS, påbuddet.

Det skriver sn.dk.

- Jeg vil kraftigt understrege, at ulykken på Skjalm Hvidesvej 4. oktober er dybt tragisk, og alle i virksomheden er dybt berørte af sagen, men de juridiske aspekter omkring ulykken i det efterspil, den giver, skal naturligvis være i orden. For de pårørende ændrer erstatning med videre sig ikke, siger advokat Anne Friis Refsgaard, Advokatfirmaet Svendsen.

Hun påpeger, at virksomheden har et ansvar, uanset hvad der skete. Sagen handler om, hvilken lov erstatningen skal udbetales efter.

Tip os Har du et godt tip?