Fire unge mænd fængslet efter knivoverfald på åben gade

En 18-årig mand fra Kalundborg blev indlagt med flere kvæstelser, efter han blev angrebet på åben gade af fire unge mænd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fire unge mænd er blevet varetægtsfængslet efter et knivoverfald på en 18-årig mand på åben gade i det centrale Kalundborg.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Knivoverfaldet fandt sted søndag aften kort før klokken 18.45 i krydset mellem Bredgade og Vænget, hvor den 18-årige mand, der selv er fra lokalområdet, blev standset i sin bil af fire gerningsmænd.

quote Vi betragter det som en grov voldssag

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi

- Den 18-årige sad inde i en bil, og så kom gerningsbilen og forhindrede ham og nogle andre inde i bilen i at køre videre. Herefter gik personerne i gerningsbilen til angreb på den 18-årige og tildelte ham nogle stik i det ene ben og ved den ene hånd, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

 
  Foto: Jens Nielsen - TV-Kalundborg

Den unge mand blev efterfølgende bragt til behandling på Holbæk Sygehus. Den 18-årige har pådraget sig flere kvæstelser, men han er ifølge politiet udenfor livsfare.

- Vi betragter det som en grov voldssag, siger Martin Bjerregaard.

Flygtede til Fyn

Netop fordi overfaldet fandt sted på åben gade i det centrale Kalundborg, var der flere personer, som overværede hændelsen.

- De fire personer flygtede straks efter i den bil, som de var kommet i. Men fordi det fandt sted ude i det offentlige rum, var der heldigvis en hel masse vidner, som kunne bidrage med oplysninger til politiet om den her flugtbil. De kunne fortælle om personerne i bilen, bilmærket, farven på bilen og registreringsnummeret, siger Martin Bjerregaard og fortsætter:

- Især den sidste oplysning er guld værd for politiet. Så det gjorde at vi kunne efterlyse bilen og cirka en time senere standse bilen over ved Nyborg på Fyn, hvor de fire personer i bilen blev anholdt.

Ifølge politiet er de fire personer mellem 15 og 19 år. Den 15-årige er fra Kalundborg, mens de tre andre er fra Fyn. De blev efterfølgende fragtet til Midt- og Vestsjællands Politikreds, hvor de mandag klokken 13.00 blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.

Her blev alle fire personer varetægtsfængslet i tre uger. Den 15-årige er dog ifølge politiet blevet placeret på en ungdomsinstitution.  Politiet efterforsker stadig sagen og hører gerne fra eventuelle vidner, der kan hjælpe med at klarlægge forløbet og komme med andre relevante oplysninger.

Skød mod mand fra motocrosser

Det er anden gang inden for kort tid, at Kalundborg rammes af en voldsom episode. I starten af september blev en 29-årig mandlig bilist beskudt af en ukendt gerningsmand på en mørklagt motocrosser.

 
  Foto: Jens Nielsen - TV-Kalundborg

Den 29-årige blev ikke ramt af skuddene, og efter det sidste skud var affyret, forsvandt gerningsmanden på motocrosseren ad Holbækvej mod øst og derefter i ukendt retning. Han er stadig efterlyst. Martin Bjerregaard vurderer dog, at de to episoder ikke hænger sammen.

- For det første er manden på motocrosseren ikke fundet, og for det andet var bilisten, der blev beskudt, en 29-årig mand. Så på den måde er der ikke sammenfald mellem de to episoder, siger Martin Bjerregaard.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik