Det vi har sammen

Finn var mistænkt i Emilie Meng-sag: Det er meget væmmeligt

Foto: René Lind

Finn Petersen fra Korsør har været i søgelyset i forbindelse med Emilie Meng-sagen. Han er nu renset for mistanke og fortæller om sin oplevelse.

Den 67-årige pensionist Finn Petersen fra Korsør har de seneste uger været massivt i mediernes og politiets søgelys i forbindelse med eftersøgningen af den forsvundne pige Emilie Meng.

Politiet har fire gange ransaget Finn Petersens hjem i Korsør, ifølge Finn Petersen og hans advokat, Steen Djurtoft, på baggrund af en nabos anmeldelse.

Her brugte politiet varmesøgere. De har brugt koben og skovle. De har boret i hans gulv. De har vækket ham om natten og gennemsøgt huset.

Selvom det har været frustrerende for den 67-årige pensionist, så føler han, at det var besværet værd.

Selvfølgelig er det vigtigt, at politiet foretager deres ransagninger på sådan en måde, at de kan afvise fuldstændigt, der må være nogle former for mistanke

Finn Petersen, Korsør

- Selvfølgelig er det vigtigt, at politiet foretager deres ransagninger på sådan en måde, at de kan afvise fuldstændigt, der må være nogle former for mistanke, siger han til TV ØST.

Det har omkostninger

For det har været en lang, sej omgang. Fyldt med tvivl og indicier, ifølge ham selv. Og det har haft konsekvenser for den 67-årige mand fra Korsør.

- Selvfølgelig har det sine omkostninger, det her, siger han.

Hvilke omkostninger?

- Man kan ikke gå ud og ind af sit uden at risikere, at blive fotograferet af pressen for eksempel, siger han og forklarer også, at mistanken i sig selv fylder en del.

- Det er irriterende at føle sig anklaget, lyder det fra 67-årige.

Overvåget af private

Han er forfærdet over den opførsel, han har været udsat for af private personer. Folk der har overvåget ham, fulgt efter ham og anmeldt ham adskillige gange.

For ham føles der mest af alt som en heksejagt, og han forstår ikke den manglende forståelse for, at det er et menneske, man udsætter de her ting for.

- Det er fuldstændigt utilgiveligt, at privatpersoner kan finde på at overvåge hinanden på den her måde. Det synes jeg er forfærdeligt, siger Finn Petersen.

Jeg vil gerne have, at folk skal forstå; sådan noget som det her, det kan ødelægge et menneske. Det er meget væmmeligt at blive udsat for

Finn Petersen, Korsør

Overlader sagen til politiet

Netop derfor har Finn Petersen og hans advokat også valgt at anmelde aflytningen af hans hjem.

- Nu kom der en anmeldelse, der foranledte, at der blev rejst sigtelser. Og der siger vi så: Nu er det nok, lyder det fra advokat Steen Djurtoft, som bekræfter, at de har anmeldt primært én person for overvågningen.

De har ifølge advokaten også bedt politiet kigge på nogle andre specifikke personer, dog uden at anmelde dem.

- Jeg vil overlade til politiet at efterforske, om de er involveret, siger advokaten.

Det er ødelæggende for et menneske

Finn Petersen gør det klart, at man naturligvis skal kontakte politiet, hvis man mistænker nogle for en forbrydelse.

Det er bare vigtigt at tænke sig om en ekstra gang, inden man kommer med sådanne beskyldninger om andre mennesker.

- Og så skal man selvfølgelig gå direkte til politiet i stedet for selv at begynde at lave alle mulige ulovlige undersøgelser, lyder det fra pensionisten.

For som han formulerer det selv:

- Jeg vil gerne have, at folk skal forstå; sådan noget som det her, det kan ødelægge et menneske. Det er meget væmmeligt at blive udsat for.

En storm i et glas vand

Nu vil Finn Petersen gerne betragte sagen med ham som mistænkt for afsluttet. Han kritiserer ikke politiet for deres gentagne besøg. Han synes tværtimod, det er fremragende, at de så klart har afvist enhver mistanke med så velfunderet et grundlag.

- Så går jeg ud fra, at offentligheden tænker, at det var en storm i et glas vand. Det var ikke så godt. Der var mange, der tog fejl. Og så kommer der ro på igen, så jeg kan begynde at leve et normalt liv igen. Så normalt, som det kan blive efter det her, siger Finn Petersen.

Han takker i øvrigt alle de mennesker, der igennem hele forløbet har bakket ham op og støttet ham ved at tilkendegive deres mening om det at aflytte andre ulovligt og det at anklage mennesker uden grundlag.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App