Over dobbelt så hurtigt som det tilladte.
Det var, hvad en bilist vovede sig til at køre mandag på Nykøbingvej ved Horbelev på Falster.
Det fremgår af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport.
Med de 125 kilometer i timen på en strækning, hvor man må køre maksimum 60 kilometer i timen, kan den bilist se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Det er dog ikke den eneste bilist, der kan se frem til en hilsen fra politiet. For i alt blev 77 personer knipset i politiets automatiske fartkontroller på Sydsjælland, Lolland og Falster mandag.
Også i Fjenneslev var en bilist noget hurtigere end det tilladte. På Ringstedvej kørte bilisten 102 kilometer i timen, hvor 60 km/t er tilladt. Vedkommende kan derfor se frem til en betinget frakendelse af kørekortet.
Uden kørekort og i stjålet bil
Udover fartgale bilister, standsede politiet også en del påvirkede trafikanter mandag.
På Sdr. Ringvej i Nykøbing blev en 23-årig mand fra Vordingborg standset og sigtet for narkokørsel. Det viste sig dog også, at den bil, han kørte i var stjålet.
Ydermere kunne politiet også konstatere, at han ikke havde førerret. Han blev derfor sigtet for det hele.
I Haslev kunne politiet på Vordingborgvej standse en 19-årig mand fra Karise og konstatere, at han var påvirket af cannabis.
Fordi politiet fandt flere sigtelser fra fortiden på manden, beslaglagde man hans bil på stedet.