Det vi har sammen

Fik ransaget sit hjem fem gange: - Det er vores pligt at kontakte politiet

Finn Petersen fra Korsør var mistænkt for at have kidnappet Emilie Meng. Foto: TV ØST

Flere personer aflyttede Finn Petersen, fordi han var mistænkt for at holde Emilie Meng fanget.

Op mod ti medlemmer af Facebook-gruppen Forsvundne Personer forsøgte at aflytte Finn Petersens hjem, mens den 17-årige pige Emilie Meng fra Korsør stadig var forsvundet.

Sammen med hans nabo mistænkte de Finn Petersen for at holde den 17-årige pige fanget. Emilie Meng blev senere fundet dræbt den 24. december 2016 i et vådområde nær Borup, og sigtelserne mod Finn Petersen frafaldt.

Alligevel blev Finn Petersens hjem i Korsør ransaget fem gange af politiet, fordi naboen mente at have hørt Emilie Meng banke på væggen og råbe om hjælp inde fra hans lejlighed.

Efter at have kontaktet politiet første gang, begyndte naboen at optage Finn Petersen ved at pille en mursten ud af væggen og placere en iPhone i hullet. Optagelserne blev videregivet til politiet, der brugte dem i forbindelse med ransagningerne. 

Det er enhver borgers pligt, hvis man finder ud af noget, så skal man kontakte politiet, så det ikke bare flyder

Sofie Sønderup, stifter af Facebook-gruppen Forsvundne Personer

Sofie Sønderup, stifter af Facebook-gruppen Forsvundne Personer, har været i kontakt med Finn Petersens nabo, og hun har selv videregivet lydfiler til politiet.

- Fakta er, at jeg får et tip ind, som jeg lytter til. Jeg kan høre noget på det, jeg får tilsendt, og derfor kontakter jeg politiet på 1-1-4, og så overtager de alt derfra, siger Sofie Sønderup.

Ville gøre det igen

Hun er overbevist om, at det er det rigtige at gøre og fortæller til TV ØST, at hun vil gøre det samme igen. 

- Jeg synes, det er enhver borgers pligt, hvis man finder ud af noget, så skal man kontakte politiet, så det ikke bare flyder, siger Sofie Sønderup. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Emilies morder er endnu ikke fundet.  Foto: Privatfoto / TV 2

Over Facebook-gruppen skulle enkelte medlemmer angiveligt have planlagt, hvordan de kunne overvåge Finn Petersen.

Det er ifølge Finn Petersens advokat medlemmer - eller tidligere medlemmer fra gruppen, der har formået at kontakte advokater, som angiveligt har lagt pres på politiet for at lave den femte og store ransagning.

Administrator Sofie Sønderup ønsker ikke tage ansvaret for de enkelte personers gøren og laden i Facebook-gruppen, der har over 50.000 medlemmer. 

Læs også Finn var mistænkt for at kidnappe Emilie Meng: Nu fortæller han sin historie

- Forsvundne Personer kan ikke tage ansvar for, hvad frivillige vælger at lave uden for gruppen, siger hun.

Tager afstand fra de enkelte personer fra gruppen

Gruppen, der bliver brugt til at efterlyse savnede, har eksisteret siden 2011. Hun tager afstand fra de enkelte personer fra gruppen, der skulle have assisteret Finn Petersens nabo med at lave hemmelige lydoptagelser.

- Jeg tager lang afstand fra selvtægt. Jeg synes, det er vigtigt, at alt kommer videre til politiet. Det er deres opgave at efterforske. 

Sofie Sønderup håber, at gruppen fortsat kan bruges til at gøre gavn, og at folk tænker sig om, når de benytter sociale medier. 

Læs også Emilie Meng forsvandt for to år siden

- På alle offentlige medier, der skal man virkelig være varsom over, hvad man skriver. Fordi der sidder altså nogle modtagere i den anden ende, der kan opfatte det anderledes. Der er tit nogle, der har en mening, og derefter hænger folk ud med navn på nettet. Det kan man ikke tillade sig. Hvis man har noget, så skal det til politiet. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App