En ung mand på 16 og en ung mand på 17 år fik det begge dårligt efter at have indtaget en drik i Næstved natten til torsdag.
Den ene blev hentet i ambulance, og den anden fik hjælp af sine forældre til at komme på sygehuset.
Begge er uden for livsfare, og det kan de især takke deres venner for.
- Det er kun på grund af en snarrådig indsats, at vi kan sige, at de nu er uden for livsfare, siger politiinspektør Kim Kliver.
- Det er også derfor, at vi går ud og advarer om, at man skal være rigtig opmærksom på sin drink, siger han.
Vil tjekke videoovervågning i Grønnegade
Politiet vil nu undersøge, om nogen har puttet stoffer i de unge mænds drinks, for så skal de personer stilles til ansvar.
- Vi indhenter al den video-dokumentation, vi kan finde fra Grønnegade-området, siger Kim Kliver.
Vores opfordring er, at man så holder sin drink under opsyn
- Hvis der er puttet noget i de unge menneskers glas, så skal vi også have fat i de personer, så skal de stilles til ansvar, siger han og opfordrer til, at man er opmærksom, når man går i byen.
- Vores opfordring er, at man så holder sin drink under opsyn, eller hvis man har en rigtig god ven eller veninde, som man kan stole på, at man overlader drinken til dem, men at man ikke indtager noget, hvor man ikke har haft glasset under opsyn, siger Kim Kliver.
Den ene af de unge mænd er fortsat indlagt. Den anden er blevet udskrevet i løbet af eftermiddagen torsdag.