Festival ramt af stor brand - skader for over en halv millioner kroner

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4. Foto: Jacob Sanggaard, pladsansvarlig for Vig Festival.

Fem opbevaringscontainer hos Vig Festival brændte af ukendte årsager i weekenden. Nu efterlyser politiet tre mistænkelige personer.

Den nordvestsjællandske musikfestival Vig Festival blev i weekenden ramt af en større brand, som resulterede i omfattende skader.

Det oplyser Ole Larsen, formanden for Vig Festival.

- Jeg blev ringet op klokken 22.00 og tænkte ej, ikke igen! Sidste år fik vi stjålet en masse ting. Det er et kæmpe irritationsmoment, siger Ole Larsen.

Vi regner med, at der er skader for i hvert fald 500.000 kroner

Ole Larsen, formand for Vig Festival

Klokken 21.47 lørdag aften havde brandvæsnet modtaget en melding om brand i fem containere på Vig Festivals opbevaringsplads på Holbækvej i Vig, hvor flammerne desuden blandt andet havde fat i et værksted og en overdækket terrasse til de frivillige på festivalen.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Jacob Sanggaard, pladsansvarlig for Vig Festival

- Der var også ild i en affaldscontainer ved vores kontorbygning. Det virker lidt mærkeligt. Det synes politiet vist også. Derfor er politiet også i gang med at lave tekniske undersøgelser derude, siger Ole Larsen og tilføjer:

- Vi skal ikke bare købe ind. Vi skal have bygget vores håndværkerby op igen. Det er en hel by, hvor vi havde værksted, terrasse, lokaler og så videre, hvor hjælperne holder til. Alt det skal bygges op igen. Det kommer til at tage tid.

00:29

Det var et ærgerligt syn, der mødte de frivillige. 

Luk video

- To containere med rekvisitter til boderne er også brændt. Så vi skal også have lavet nye skilte og alt muligt andet til nogle af boderne, fortæller Ole Larsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Jacob Sanggaard, pladsansvarlig for Vig Festival

Men det stopper ikke her, for flammerne ødelagde ligeledes alle festivalens elkabler. Der er tale om ledninger til computere, strøm til boder, pladser og lyskabler.

- Vi regner med, at der er skader for i hvert fald 500.000 kroner, siger Ole Larsen.

Festival ikke i fare

På trods af den omfattende brand er den nordvestsjællandske musikfestival ifølge Ole Larsen ikke i fare for at blive aflyst.

- Vi har en festival om fire måneder. Den glæder vi os til. Den kommer ikke i fare, siger formanden og fortsætter:

- En masse frivillige skal i arbejde. Mange frivillige må måske arbejde lidt ekstra for os og så afspadsere på deres arbejde. Vi har en fantastisk opbakning, så det får vi løst.

Artiklen fortsætter under billederne.

  Foto: Jacob Sanggaard, pladsansvarlig for Vig Festival

  Foto: Jacob Sanggaard, pladsansvarlig for Vig Festival

Nu håber formanden, at skaderne bliver dækket af festivalens egen forsikring.

- Vi har en forsikring, og vi har anmeldt det. Vi håber, at det hele bliver dækket af vores forsikring. Men der er selvfølgelig en selvrisiko, vi skal betale. Og så er der alt det arbejde, der skal lægges i at komme på fode igen. Alt det kommer jo også til at tage penge, siger Ole Larsen.

Vig Festival afholdes fra den 11. til 13. juli.

Mistænkelige personer set køre væk fra området

Hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser man, at der blev set tre mistænkelige mænd i området kort før branden.

- Der blev set nogle mistænkelige personer ved stedet, men vi ved ikke, om de havde noget med branden at gøre, siger Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

De tre mænd blev set sætte sig ind i et ældre køretøj, formentlig en stationcar, og køre væk ad hovedgaden

Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi

De tre mænd beskrives som 18 til 30 år, mellem 175 til 185 centimeter høje og iført mørkt tøj og arbejdstøj.

- De tre mænd blev set sætte sig ind i et ældre køretøj, formentlig en stationcar, og køre væk ad hovedgaden, siger Charlotte Tornquist.

Da brandvæsnet fik slukket flammerne, afspærrede politiet området for at sikre eventuelle spor, ligesom der blev indsat en hundepatrulje for at opsnuse spor mellem containerne.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Jacob Sanggaard, pladsansvarlig for Vig Festival

- Vi vil forsøge at finde frem til, om der er noget overvågning på stedet, og så vil vi inddrage vores lokalbetjente, som har et godt lokalkendskab og måske kan finde frem til noget, siger Charlotte Tornquist.

Politiet arbejde stadig på at finde frem til selve brandårsagen.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App