Femte gang klappede fælden for spansk benzintyv

En 46-årig spansk mand havde fire gange tanket benzin uden at betale på en Shell-tank i Sorø. Men femte gang tog personalet ham på fersk gerning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Så gik den ikke længere for en benzintyv, der blev anholdt efter sit femte tyveri.

Torsdag klokken 08.00 blev politiet tilkaldt til en Shell-tank i Sorø, hvor personalet tilbageholdt en ”kunde”.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det var ifølge politiet en 46-årig spansk mand, der for femte gang havde tanket benzin, men uden at betale for den.

Han, og bilen, han kørte i, var blevet genkendt af personalet, og da han undlod at betale for benzinen for femte gang, blev han tilbageholdt.

Løsladt igen

Den 46-årige havde fyldt sin bil den 18., 19., 21. og 22. november, men denne gang klappede fælden, og da politiet ankom, blev han anholdt og sigtet for tyverierne.

Den 46-årige blev taget med til afhøring på politistationen i Slagelse, hvor han blev løsladt igen klokken 14.15.


Nyhedsoverblik