Fejl og dovenskab gav lottovinder fire millioner

En mand i 60'erne fra Næstved har spillet med samme kupon i 27 år. Det ville han egentlig lave om på - men så vandt han.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand i tresserne fra Næstved Kommune blev lørdag aften den heldige vinder af fire millioner skattefrie kroner i Lotto på sit Plus-abonnement.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse. 

Manden havde syv rigtige på to ens rækker på samme kupon, hvilket aldrig er sket før – og må siges at være mere end overordentligt heldigt. Puljen på i alt seks millioner blev delt i tre puljer af to millioner i stedet for to puljer af tre millioner. 

quote Jeg har tænkt på, i alle 27 år, at nu skulle jeg da også se at få det rettet. Selv da vi gik over til abonnement, var det en oplagt mulighed. Men nu er jeg da glad for, at jeg var for doven

Lottovinder

- Det er simpelthen en kombination af held og dovenskab, siger manden.

Har spillet på den samme kupon i 27 år

Den heldige vinder fra Næstved har spillet med samme kupon i mange år i træk. Flere gange havde han tænkt, at det skulle, der laves om på. Men det blev ved tanken.

- Jeg har spillet i 27 år med den samme kupon. Dengang jeg lavede rækkerne, kom jeg åbenbart til at lave to identiske. Jeg har tænkt på, i alle 27 år, at nu skulle jeg da også se at få det rettet. Selv da vi gik over til abonnement, var det en oplagt mulighed. Men nu er jeg da glad for, at jeg var for doven, siger han. 

Manden havde besøg af sin voksne datter lørdag aften og var ude for at prøve at fikse et utæt tag på carporten. 

- Min datter kommer ud og spørger til, hvad jeg laver derude. Jeg er virkelig godt træt af det utætte tag, der har forårsaget fugt i carport og værksted. Så jeg siger til hende, at det ville være virkelig kærkomment, hvis jeg snart fik de syv rigtige på min Lotto-kupon. 

Manden blev derved mindet om, at det jo egentlig var den tid på aftenen, hvor Lotto-tallene måtte være blevet trukket. 

- Jeg går hen for at kigge på min telefon og logge ind på min konto for at se de afsluttede spil. Og så kan det da nok være, at jeg spærrer øjnene op. Der var en del flere nuller, end dem der plejer, når jeg har vundet en halvtredser. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg sprang op som trold af en æske og begyndte at danse rundt. Og jeg fældede også en tåre. De penge falder på et virkelig tørt sted, lyder det. 

Pengene skal bidrage til sønnens bryllup

Manden viste telefonen til sin kone og datter, som i første gang ikke helt forstod deres ægtemand og fars reaktion. 

- Da det gik op for dem, var de først fuldstændig mundlamme. Men så fik jeg dem da med ud i en lille dans. Det blev en noget festligere lørdag aften, end vi umiddelbart havde regnet med, lyder det. 

Manden forklarer, at familien aldrig har haft mange penge at gøre godt med, men altid lige har klaret den med skindet på næsen. Det vinderen er aller mest glad for i forbindelse med gevinsten er, at han nu kan hjælpe sine børn.

- Min søn skal giftes om ikke så længe, og det har virkelig været et traume som forældre, at vi ikke har kunnet bidrage til brylluppet økonomisk. Men nu kan vi give dem hele festen. Det er simpelthen så dejligt. En anden ting, der har bekymret mig, vi ikke har kunnet hjælpe med er, at min datter og svigersøn gerne vil flytte i hus. Nu kan vi give dem til udbetalingen. Det betyder så meget for mig, siger han.

Manden forklarer, at det endnu ikke helt er sunket ind, at han pludselig har fået status som millionær. Han glæder sig til at pengene kommer ind på kontoen, da det nok først er der, det bliver helt virkeligt. Han tør dog godt drømme om, at familiens årlige tur til Tyrkiet nu vil blive opgraderet med noget mere luksus, og at der måske kan planlægges nogle flere rejser i løbet af året, hvad der hidtil ikke har været økonomisk overskud til. 


Nyhedsoverblik