Faxedrenge indtager Frankrig: Satser på sejr i tredje halvleg

16 seniorherrer fra Team Faxe Håndbold deltager i weekenden som det eneste danske hold i en stor international veteranturnering i Frankrig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er hverken Landin, der står i målet, eller Gudmundur Gudmundsson, der råber på sidelinjen, når Danmark løber på banen i Frankrig i weekenden.

I stedet er det 16 seniorherrer fra Team Faxe Håndbold, der skal deltage i en stor international veteranturnering. Ud over Danmark og Frankrig vil der også deltage håndboldhold fra Tyskland, Spanien, Algeriet og Italien.

quote Vi skal hygge os som hold

Casper Christensen, træner 

- Det bliver super spændende. Vi glæder os rigtig meget, og det bliver godt for holdet at komme ned og få endnu en stor oplevelse, siger træner Casper Christensen.

Faxe for Danmark

Team Faxe er det eneste danske hold, der deltager i turneringen.

- Der har ikke været nogen kvalifikation. Man skal inviteres for at få lov at være med. Ud over at vi skal ned og spille noget godt håndbold, så skal vi også hygge os som hold, og så skal vi ned og netværke. Vi skal blive ved med at holde denne her veteranturnering kørende og få den til at udvikle sig, siger Casper Christensen.

Som eneste danske hold får seniorherrerne fra Faxe altså æren af at skulle repræsentere hele Danmark, når de lørdag og søndag skal i kamp, og det kan godt være noget af et pres.

- Jeg ved ikke, om franskmændene forventer lidt for meget af os, nu hvor Danmark ligger nummer ét i verden i håndbold lige nu. Men vi vil gøre vores bedste, siger den venstre fløjspiller Ben Kahla.

Tunesien blev adgangsbilletten

Det er ikke første gang, at seniorherrerne fra Faxe skal forsvare Danmark på international jord.

Sidste år deltog de samme spillere i en lignende turnering i Tunesien. Den venstre fløj, Ben Kahla, er nemlig oprindeligt fra Tunesien, og han har tidligere spillet på det tunesiske landshold. Han sørgede derfor for, at spillerne kom med til turneringen i Tunesien.

quote Vi tager den hjem i 3. halvleg. 100 procent

Kim Bolt, håndboldspiller

- Tanken var, at mine holdkammerater skulle med til Tunesien og møde det folk, som jeg har spillet med på højniveau. Det var sådan, det hele startede, og så udviklede det sig til en turnering, forklarer Ben Kahla.

Dengang blev Faxe-drengene nummer 3, men det var deltagelsen i Tunesien, der skaffede dem adgang til weekendens turnering i Frankrig.

Hygge frem for alt

Selvom der hviler et stort håndbold-pres på danskere efter OL, så er Faxe-drengene dog fast besluttet på, at hyggen kommer først.

- Det er jo stadig bare Team Faxe, der skal på eventyr, fortæller holdkammerat Kim Bolt.

Det vil snart vise sig, om hygge og god stemning er nok til, at veterandrengene fra Faxe kan gøre OL-heltene fra herrelandsholdet kunsten efter. Én ting er i hvert fald sikkert: De går efter guldet.

- Selvfølgelig. Vi tager den hjem i 3. halvleg. 100 procent, griner Kim Bolt.


Nyhedsoverblik