Fartkontrol op til efterårsferien - to mistede kortet på stedet

Arkivfoto. Foto: Rådet for Sikker Trafik

Politiet gennemfører fartkontroller landet over. På Sydmotorvejen mistede to bilister fredag deres kørekort.

Politiet har op til efterårsferien fokus på for høj fart, og derfor kan man møde hastighedskontroller landet over.

Det sker både med automatiske hastighedskontroller, ved betjente med laserkontrol eller ved at blive stoppet af en færdselsbetjent. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var de også i gang med kontrollerne fredag, og her havde alt for mange for travlt på vejene.

Især ved Piberhus på Sydmotorvejen, hvor der i øjeblikket er vejarbejde og dermed også nedsat hastighed. Her blev 1010 bilister fotograferet ved kontrollen.

Kørte over dobbelt så stærkt som tilladt

To bilister havde så travlt, at de kunne vinke farvel til kørekortet på stedet. Den ene havde så travlt, at han kørte 174 km/t hvor det var tilladt at køre 80 km/t, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter. 

I alt var der 183 betingede frakendelser og 159 bilister kan se frem til en hilsen fra politiet med et klip i kortet.  

Fakta om fart:

  • Kører du 93 km/t i stedet for 80 km/t, fordobler du risikoen for at ende i en dødsulykke.
  • For høj fart er involveret i 52 % af alle dødsulykker på de danske veje.
  • Forskellen på at køre 80 km/t og 95 km/t er blandt andet, at du ved 95 km/t er ca. 19 meter længere om at holde stille i en katastrofeopbremsning.
Kilde: Rigspolitiet
Se mere

Fra fredag til søndag kan man forvente at møde fartkontrol på vejene. Det er en strategi for at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken.

- For høj hastighed kan være forskellen på en slem forskrækkelse og en alvorlig ulykke, og det er også grunden til, at for høj fart sammen med uopmærksomhed bag rattet og spritkørsel er fokuspunkter i Rigspolitiets færdselsstrategi frem mod 2020. De fokusområder skal være med til at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, siger Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter i pressemeddelelsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App