Der blev kørt alt for hurtigt på Sydmotorvejen ved Farøbroerne, da politiets hastighedskontrol var på stedet tirsdag.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Selvom flertallet kørte pænt, havde mange bilister på strækningen mellem Sjælland og Falster dog så travlt med at komme af sted, at de nu skal have en bøde eller et klip i kørekortet. En af bilisterne får endda frakendt sit kørekort.
55 klip
I alt blev 2836 bilister i tidsrummet 16.07 til 22.07 kontrolleret på strækningen, hvor man maksimalt må køre 90 kilometer i timen.
Hele 252 bilister blev fanget i politiets hastighedskontrol, hvor en bilist blev blitzet med 191 kilometer i timen.
Tirsdagens hastighedskontrol betyder, at bilisten målt til 191 i timen får frakendt sit kørekort, mens fem andre får en betinget frakendelse af kørekortet.