Det vi har sammen

Farlig vej koster menneskeliv

Vejen her er farlig - især for cyklister. Det har en rapport netop fastslået.

Gyrstingevej nord for Ringsted er livsfarlig. Det bliver fastslået i en rapport fra konsulentfirmaet COWI.

Borgene i landsbyerne Gyrstinge og Ørslev Vester nord for Ringsted lever livet farligt, når de bevæger sig ud i trafikken. Det er den godt syv kilometer lange Gyrstingevej, der strækker sig fra Fuldbyvej til Holbækvej, som er problemet.

Sidste år mistede to mennesker livet på vejen, og de seneste fem år er der sket seks alvorlige ulykker på strækningen.

En netop udkommet rapport - bestilt af kommunen - siger det, som borgerne har sagt i mange år: Vejen er livsfarlig.

- Vi har råbt op i årevis, men der sker ikke noget, siger Vera Mortensen, der er næstformand i Gyrstinge og Ørslev Vester Lokalråd.

Langsomme politikere

Hun mener, at politikerne på rådhuset i Ringsted er alt for langsomme, når de melder ud, at der tidligst kommer til at ske forbedringer af trafiksikkerheden på strækningen i 2018.

Ifølge rapporten fra COWI er Gyrstingevej for smal til, at der må køres de 80 kilometer i timen, som det er tilladt i dag. Det højeste ønske hos de lokale er, at der bliver etableret en cykelsti, da det er strækning, som mange børn bruger, når de skal til og fra skole og fritidsaktiviteter.

Om der overhovedet kommer til at ske ændringer på Gyrstingevej er slet ikke besluttet endnu, men med rapporten fra COWI har byrådspolitikerne det nu sort på hvidt, at vejen er farlig.

Vejen koster liv 

Sidste år mistede 66-årige Lise Koustrup livet på Gyrstingevej, da hun på sin cykel blev påkørt af en bilist. I dag sidder hendes datter Mandi Erlandsen tilbage og kan ikke forstå, at politikerne ikke handler.

- Jeg bliver vred, når dem, der er demokratisk valgt til at tage vare på vores sikkerhed, ikke gør noget, siger hun.

TV ØST har i dag talt med Klaus Hansen, der er valgt til Ringsted byråd for Venstre. Han sidder på formandsposten i Klima- og miljøudvalget, som er det udvalg, der har ansvaret for trafiksikkerheden på kommunens veje.

Han ønsker ikke at stille op til interview, da han endnu ikke har fået læst rapporten fra COWI.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App