Det vi har sammen

Far til 13-årig pige: Vi var trygge ved præsten fra Tømmerup

Retssagen mod en 47-årig præst fra Tømmerup er i gang ved Retten i Holbæk. Manden er tiltalt for blufærdighedskrænkelser og seksuelle overgreb mod mindreårige. Foto: tegning: Anne Gyrite Schütt

Pigen ændrede adfærd, da hun begyndte at tilbringe meget tid hos præsten, fortalte hendes far ved Retten i Holbæk i dag.

I 2015 gik en dengang 13-årig pige til konfirmationsforberedelse hos den 47-årige tidligere præst i Tømmerup.

Hun overnattede der nogle gange, men det gjorde mange af de andre kommende konfirmander også.

Langsomt begyndte pigen dog at komme mere og mere hos præsten, og hendes adfærd ændrede sig. Hun begyndte at pjække fra skole og stak af hjemmefra.

Læs også Liveblog fra Tømmerup-sagen: Far til 13-årige pige afhøres

Det har hendes far fortalt i Retten i Holbæk i dag, hvor præsten sidder på anklagebænken for at have krænket 12 børn og unge seksuelt. En af dem er den 13-årige pige. 

Men til at begynde med var forældrene altså ikke bekymrede for, at deres datter tilbragte så meget tid i præstegården.

- Vi var trygge ved det. Han har også døbt vores barnebarn, fortalte faren i retten.

Troede ikke på pædofili-rygter

Læs også Mor til 12-årig dreng: Præsten ville spille et ”bøsse-drikke-spil” med min søn

Der foregik dog andet end venskabeligt samvær mellem præsten og den unge pige. Præsten har erkendt, at han havde et seksuelt forhold til pigen, og på hans computer har poltiet også fundet optagelser af nogle af de seksuelle møder mellem de to.

Faren til den 13-årige pige havde da også hørt rygter i byen om, at præsten var til børn.

- Men jeg troede ikke på dem og sagde til dem, der udbredte rygterne, at man ikke skulle sige den slags, forklarede faren i retten. 

Læs også - Jeg er ikke pædofil

Varede et halvt år

Da præsten blev anholdt i juni, ændrede faren dog opfattelse.

- Da jeg talte med min datter, ville hun først ikke fortælle noget om, hvad der foregik hos præsten. Men efterhånden, som der kom billedmateriale frem, indrømmede hun, at de havde været sammen seksuelt, fortalte han.

Forholdet mellem den 13-årige pige og præsten varede ifølge anklageskriftet fra december 2015 til og med juni 2016.

I dag skal også den nu 15-årige pige afgive forklaring. Det foregår dog bag lukkede døre og uden præstens tilstedeværelse i retten.

Senere på dagen skal tre andre af de krænkede børn vidne. 

Tip os Har du et godt tip?