Familievirksomhed vinder Årets Ejerleder 2018 i region Sjælland

Årets ejerleder 2018 i Region Sjælland går til Julie Bruun fra familievirksomheden CP ApS. Prisen blev overrakt ved en velbesøgt kåring i Ringsted

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Julie Bruun fra CP ApS har netop vundet prisen som Årets Ejerleder 2018 i Region Sjælland for sin ledelsesstil. Hun vinder bl.a. prisen for den flotte udvikling og de resultater, som hun har formået at skabe i virksomheden CP ApS. Julie Bruun fik overrakt prisen ved en velbesøgt kåring i Ringsted.

Det skriver PwC i en presemeddelelse.

Julie Bruun er ejerlederen bag CP ApS, som er blandt de markedsledende inden for byggepladsindretning og udlejning af kontor- og mandskabsmoduler, containere, entreprenørmateriel, lifte og pavilloner.

- Julie giver med sin rummelige og autentiske ledelsesstil plads til den enkelte, hvilket skaber ambitiøse, engagerede og handlekraftige medarbejdere, der tager ansvar, ser muligheder og løfter i flok. Respekt, ærlighed og tillid bruges aktivt i dagligdagen. Det er de grundprincipper, der lægges stor vægt på i virksomheden, da der er tale om én stor familie, hvor disse principper er afgørende, udtaler Lars Vagner Hansen, director i PwC i Slagelse, og ønsker tillykke til Årets Ejerleder 2018 i region Sjælland.

quote Julie har efter et vellykket generationsskifte skabt stærke resultater og vækst i en branche med flere større spillere og hård konkurrence

Lars Vagner Hansen, director i PwC i Slagelse

Familievirksomhed igennem mere end 30 år

Virksomheden blev grundlagt i 1986 af Julie Bruuns far, samme år som hun blev født, og hun er derfor opvokset med familievirksomheden, som er opbygget igennem mere end 30 år.

I 2014 overtog Julie Bruun som 27-årig virksomheden fra sin far, og hun er kendetegnet ved at være en empatisk og ydmyg leder, som betragter medarbejderne i CP ApS som én stor familie.

- Julie har efter et vellykket generationsskifte skabt stærke resultater og vækst i en branche med flere større spillere og hård konkurrence. Omsætningen er steget med hele 30 % fra 2015 til 2017, og ledelsen forventer yderligere vækst på cirka 50 % via organisk vækst de kommende tre år, udtaler Lars Vagner Hansen, director i PwC i Slagelse, og ønsker tillykke til Årets Ejerleder 2018 i region Sjælland.

Fakta om Årets Ejerleder 2018

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 15. gang. Årets tema er tillid.
De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 8. november 2018 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Stærk profil og forbillede

Hos Nykredit ser man Årets Ejerleder i region Sjælland som en stærk profil og et forbillede for andre ejerledere i region Sjælland.

- CP ApS er en imponerende virksomhed, som er meget skalérbar, og der er fortsat høje vækstambitioner. For ejerlederen handler det dog ikke nødvendigvis om at være den største, men om at være den, der gør det bedst, siger Peder Nitz, storkundedirektør i Nykredit.

quote Julie Bruuns arbejde med at skabe tillid fra såvel medarbejdere som kunder har også været en vigtig faktor i byggebranchen, og i konkurrencen med flere større spillere

siger Peder Nitz, storkundedirektør i Nykredit

- Julie Bruuns arbejde med at skabe tillid fra såvel medarbejdere som kunder har også været en vigtig faktor i byggebranchen, og i konkurrencen med flere større spillere, siger Peder Nitz og henviser til, at virksomheden bl.a. har investeret i it-systemer, som forbedrer oplevelsen for deres kunder.

Hos Dansk Erhverv er man heller ikke i tvivl om, at Julie Bruun er den rette vinder i region Sjælland, og det har for ejerlederen på en måde været "Det nemmeste job at få, men det sværeste job at udfylde".

 - Julie Bruun er en rigtig ejerleder, som har oplevet en flot udvikling med sin virksomhed. Det har hun formået med sin personlige og helhjertede ledelsesstil, som har skabt flot udvikling og vækst, der fortsætter.  Hun er indbegrebet af en dygtig ejerleder, siger Louise Riisgaard, markedschef i Dansk Erhverv.


Nyhedsoverblik