Familielæge lukker: 300 patienter risikerer at få 20 kilometer til lægen

Søren Ryeshøy er en af de patienter, som får 20 kilometer til lægen, når familielægen Volle Paridon går på pension og lukker sin praksis i Tappernøje. Foto: Frederik Thorup

Familielægen i Tappernøje uden for Næstved, Volle Paridon, går på pension. Det betyder lang vej til en ny læge for patienterne.

67-årige Søren Ryeshøy kigger på sit pilleglas.

Det er ikke mange måneder siden, at han fandt ud af, han lider af diabetes og fik medicin, han skal tage dagligt. 

Det betyder også, at han jævnligt skal til sundhedstjek hos sin læge, og det bliver fremover en længere tur for ham hver gang.

Jeg synes, det er for langt. Nu er jeg jo heldig, fordi jeg har en bil, og jeg har et rimeligt helbred, så det gør, at jeg kan køre og transportere mig selv, men kan jeg det om fem år?

Søren Ryeshøy, patient, Præstø

For han får 20 kilometer til lægen, når hans nuværende læge, 72-årige Volle Paridon, går på pension og lukker sin praksis i Tappernøje. Det betyder, at Søren Ryeshøy fremover skal til lægen i et lægehus i Vordingborg.

- Jeg synes, det er for langt. Nu er jeg jo heldig, fordi jeg har en bil, og jeg har et rimeligt helbred, så det gør, at jeg kan køre og transportere mig selv, men kan jeg det om fem år? Det ved jeg jo ikke, siger Søren Ryeshøy til TV ØST.

Skal uddannes flere

Der er ingen læger, der har ønsket at overtage Volle Paridons praksis i Tappernøje. Volle Paridon har selv forsøgt at sælge sin praksis i et år, og Region Sjælland har også forsøgt at få en ny læge til at overtage. 

Samtidig er der mangel på læger, så Volle Paridons 1150 patienter kan ikke nødvendigvis komme til hos den læge, der ligger nærmest deres bopæl. 

Og det er et velkendt problem. 

Læs også Ingen læger vil købe tomme praksisser: 3000 patienter skal til stor-klinik

I Region Sjælland er der 164 private lægepraksisser. Ud af dem er 130 lukkede for tilgang af nye patienter. Samtidig er der ikke nok læger til at tage over, når de ældre læger går på pension.

- Helt grundlæggende så handler det om, at der er flere læger, der går på pension, end der bliver uddannet, siger direktør for PLO, de praktiserende lægers organisation, Jonatan Schloss og forklarer:

- Der skal uddannes flere speciallæger i almen medicin, og det skulle man have gjort for en del år siden, for det tager seks år at blive læge, så der er ingen hurtige fiks på den måde for at løse problemstillingen, siger han.

Er ikke prestige i det

I Tappernøje sidder den afgående familielæge Volle Paridon og forbereder sig på sit otium. Når han har holdt sin afskedsreception torsdag, er der lukket og slukket i klinikken.

Man bruger en del speciallæger i almen medicin på akutmodtagelserne, fordi de er gode til at kigge på alle ting. Men det er en form for kannibalisme, når vi mangler læger

Jonatan Schloss, direktør, PLO

Men måske er det også ved at være endeligt for den enlige, privatpraktiserende læge i landområdet, som han har været i over 30 år, mener han. Han mener ikke, de yngre læger kan se det attraktive i at drive en privatpraksis i provinsen.

- Når man er familielæge, så involverer man sig emotionelt i sine patienter. Det betyder også, at man har indflydelse på dem. Man kan påvirke dem til at ændre livsstil, fordi man kender dem rigtig godt og følger dem. Men det lange, seje træk med enkelte patienter, det er der ikke prestige i for de yngre læger. De vil lave en masse undersøgelser og redde verden, siger Volle Paridon.

Det er også en af forklaringerne ifølge direktøren for de praktiserende lægers organisation, PLO, Jonatan Schloss, at det ikke er attraktivt at drive privat praksis. Det er også her, man kan arbejde på en løsning, mener han.

- Man kan gøre det mere attraktivt at være praktiserende læge. En del speciallæger i almen medicin arbejder på akutafdelinger og i psykiatrien til en god løn og gode vilkår, hvor du som privatpraktiserende læge skal have ansvar for personale og økonomi til samme løn, siger han. 

Læs også Udspil om lægehuse giver håb om flere praktiserende læger

Det er altså den konsekvens, som Søren Ryeshøy og de øvrige patienter fra Volle Paridons lægeklinik nu mærker til. Selv er Søren Ryeshøy ikke bekymret.

- Jeg tænker mere på dem, som ikke har noget transportmiddel, og som er afhængig af familie og venner til at køre dem eller af offentlige transportmidler, og som er væsentlig dårligere end mig. Hvordan kommer de til lægen, siger han.

Flytter rundt på problemerne

Ifølge PLO er det regionernes ansvar at sørge for, at det er attraktivt at blive privatpraktiserende læge. Også her er der muligheder for forbedringer.

Det vil altid være uhensigtsmæssigt for patienterne, når man stopper. For der er løbende tilgang - der kommer hele tiden nye mennesker til - så der er aldrig et godt tidspunkt at stoppe på

Volle Paridon, afgående familielæge, Tappernøje

- Man bruger en del speciallæger i almen medicin på akutmodtagelserne, fordi de er gode til at kigge på alle ting. Men det er en form for kannibalisme, når vi mangler læger, siger Jonatan Schloss.

Men det leder dog alligevel tilbage til det, som direktøren fra PLO mener er den eneste rigtige løsning.

 - Der skal uddannes flere læger, for andre løsninger det er bare at flytte rundt på problemerne, siger han.

Tilbage hos Volle Paridon er der bekymring for patienternes lægesituation fremover at spore, men der er også en parathed til at sige farvel, for der kommer aldrig et godt tidspunkt, mener han.

- Det vil altid være uhensigtsmæssigt for patienterne, når man stopper. For der er løbende tilgang - der kommer hele tiden nye mennesker til - så der er aldrig et godt tidspunkt at stoppe på. Men jeg er moden til at stoppe, og jeg har været folkepensionist aldersmæssigt i flere år, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App