Det vi har sammen

Familiebesøg og sommerhustur driller trafikken omkring Kristi himmelfartsdag

Den altovervejende trafik på udrejsedagene bevæger sig ifølge Vejdirektoratet fra Hovedstadsområdet mod Jylland via Fyn og Sjællands Odde. Arkivfoto. Foto: TV ØST

Dagene omkring Kristi himmelfartsdag byder på perioder med tæt trafik og risiko for forsinkelser flere steder i landet.

Smør bare en ekstra mad til madpakken, hvis du skal på en længere køretur omkring Kristi himmelfartsdag, torsdag den 25. maj.

Dagene omkring den kristen helligdag, der fejres til minde om Kristi Himmelfart, byder nemlig på perioder med tæt trafik og risiko for forsinkelser flere steder i landet.

Det oplyser Vejdirektoratet.

Mange danskere vælger at tage i sommerhus eller på familiebesøg, og den øgede trafik vil hovedsageligt kunne mærkes på tværs af landet mellem Sjælland og Jylland. Derudover kan trafikanter forvente tæt trafik i de store sommerhusområder.

Udrejsedage

Den altovervejende trafik på udrejsedagene bevæger sig ifølge Vejdirektoratet fra Hovedstadsområdet mod Jylland via Fyn og Sjællands Odde.

Onsdag den 24. maj er den største udrejsedag, hvor udrejsetrafikken blander sig med eftermiddagsmyldretiden. Det betyder ekstra forsinkelser på udfaldsvejene fra de store byer. Både pendlere og ferietrafikanter skal derfor være opmærksomme på, at der kan være mere trafik end normalt i tidsrummet klokken 14.00 til 20.00. 

  Foto: Vejdirektoratet

Læs også Længere rejsetid: Asfaltarbejde på Køge Bugt Motorvejen i påsken

På Kristi himmelfartsdag torsdag forventer Vejdirektoratet tæt trafik i tidsrummet klokken 10.00 til 15.00. Trafikken vil især kunne mærkes på hovedfærdselsårene fra Hovedstadsområdet mod Jylland via Fyn og Sjællands Odde. 

Hjemrejsetrafikken 

Hjemrejsetrafikken ventes at falde søndag den 28. maj, og trafikken vil hovedsageligt bevæge sig fra Jylland mod Sjælland via Fyn og Sjællands Odde.

Normalt fordeler hjemrejsetrafikken sig mere jævnt end trafikken på udrejsedagene, så vi forventer ikke store forsinkelser. 

  Foto: Vejdirektoratet

I tilfælde af rigtig godt vejr vil mønsteret dog være anderledes. I så fald ser vi typisk, især i disse miniferier, at mange vælger at køre senere hjem, og trafikken derfor samles sidst på dagen, hvilket medfører større pres på vejene. 

Dyrskue kan påvirke trafikken omkring Roskilde

Den 26. til den 28. maj er der Roskilde Dyrskue, hvilket normalt betyder tæt trafik på Holbækmotorvejen omkring Roskilde Syd, Ringstedvej og Roskilde Vest. Derudover vil de større veje mod Roskilde også være belastede. Det gælder især rute 14 Ringstedvej og rute 6 Køgevej.

Det er hovedsageligt i formiddagstimerne, og især om lørdagen, at trafikanter skal være opmærksomme på risiko for kødannelser i området. ​

Vejdirektoratet forventer perioder med tæt trafik på disse strækninger:

Køge Bugt Motorvejen
Vestmotorvejen
Rute 21 til og fra Sjællands Odde
Fynske Motorvej
Østjyske motorvej (særligt omkring Trekantområdet)
Sønderjyske Motorvej
Sydmotorvejen

 

Tip os Har du et godt tip?