Familie mistede alt i brand – men forsikringsselskabet tror ikke på dem

Line Vestergaard. Foto: Kasper Larsen - TV ØST

Bauta Forsikring tror ikke på, at Line Vestergaard og hendes kæreste har værdier for 660.000 kroner tilsammen.

Artiklen er opdateret med citater fra Ulrik Erritsø, skadesdirektør i Bauta Forsikringsselskab.

En voldsom brand hærgede Line Vestergaards og hendes families lejlighed den 27. maj i det centrale Nykøbing Falster.

Sammen med sin kæreste og deres fem uger gamle søn flygtede hun ud af den brændende lejlighed og mistede alle ejendele. 

- Det med branden har ikke været så voldsomt, det har vi fået bearbejdet hos en krisepsykolog. Det er dét her med at miste alt, der har været svært, siger hun til TV ØST. 

Men Line Vestergaards forsikring har endnu ikke udbetalt erstatning til parret.

De mener ikke, at unge mennesker som os kan eje for 660.000 kroner. De har dømt os på forhånd og beskylder os for at snyde dem

Line Vestergaard, Nykøbing Falster

Selvom hendes forsikring havde en dækningsgrad på 703.000 kroner, så troede Bauta Forsikring ikke på, at der var værdier i hjemmet for 660.000 kroner, som er det beløb, Line Vestergaard ønsker erstattet. 

Forsikring: Det er en ønskeliste 

På en lang og udførlig liste har Line Vestergaard skrevet alt ned fra seng til blespand og batterier. Da Bauta Forsikring så listen, var meldingen kontant.

- De hev vores liste frem og fortalte os, at det var en ønskeliste, vi havde lavet, siger Line Vestergaard. 

Artiklen fortsætter under billederne.

En voldsom brand hærgede den 27. maj i det centrale Nykøbing Falster. Foto: TV ØST - Katja Gasiorowski

  Foto: TV ØST - Katja Gasiorowski

Det er især store mængder sko og beklædning, som er blandt de dyreste ting på listen.

- Jeg havde 21 par sneakers, og min kæreste er ejendomsmægler, så han havde jakkesæt og fine skjorter. 

Mange af de ting, som Line Vestergaard havde af værdi, er gaver fra familie og venner. Parret ejede ikke nogle designermøbler. Alligevel lader Bauta Forsikring til at være mistroiske overfor parrets liste. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Sammen med sin kæreste og deres fem uger gamle søn flygtede Line Vestergaard ud af den brændende lejlighed og mistede alle ejendele. De nåede alle sammen ud i tiden. Foto: Kasper Larsen - TV ØST

- De mener ikke, at unge mennesker som os kan eje for 660.000 kroner. De har dømt os på forhånd og beskylder os for at snyde dem, siger Line Vestergaard. 

Har sendt billeder og kvitteringer

Sammen med sin kæreste har hun forsøgt at sende alle de kvitteringer, som de kunne samle sammen. 

Læs også Voldsom brand ramte det centrale Nykøbing Falster

Inden branden havde familien netop købt hus og skulle snart flytte fra deres lejelighed. Derfor havde de taget en masse billeder indenfor. 

- Det er et kæmpe projekt at skulle genfinde alt det her. Vi havde jo kvitteringer på elektronik, men nu er det hele jo brændt, siger Line Vestergaard. 

Artiklen fortsætter under billedet.

En voldsom brand hærgede Line Vestergaards og hendes families lejlighed den 27. maj i det centrale Nykøbing Falster.  Sådan så deres gamle lejlighed ud. Foto: Kasper Larsen - TV ØST

Det er individuelt, hvor meget man som familie vælger at forsikre sit indbo for. Parret er sammen dækket under Line Vestergaards forsikring, som egentlig har en dækningsgrad svarende til én person. 

Gem beviserne i skyen

Forsikringsoplysningen anbefaler, at man får dokumenteret sine værdier og ikke gemmer dem i en skuffe i hjemmet.

- Man kan lægge det i en bankboks eller gemme det elektronisk i skyen, så man kan tilgå det bagefter, forklarer Anja Lindtrup Sørensen, der er konsulent i Forsikringsoplysningen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Anja Lindtrup Sørensen, konsulent i Forsikringsoplysningen. Foto: Kasper Larsen - TV ØST

Ifølge hende er der ikke regler for, hvor meget dokumentation der skal til.

- Det afhænger af situationen og hvor meget, man har mistet. Det er svært at sige, at man altid skal have en kvittering, fordi det er en konkret vurdering hver gang, siger hun. 

Læs også 37-årig mand varetægtsfængslet efter voldsom kioskbrand

Hvis Line Vestergaard ønsker at klage over Bauta Forsikrings fremtidige afgørelse, er næste mulighed at gå til Ankenævnet for Forsikring. 

- Vi har tænkt os at gå hele vejen, så vi kan få den erstatning, som vi har krav på at få, siger Line Vestergaard. 

Hos forsikringsselskabet understreger skadesdirektør Ulrik Erritsø, at man har stor forståelse for familiens situation.

- Vi ønsker at hjælpe dem bedst og hurtigst muligt videre, siger Ulrik Erritsø og fortsætter:

- Der er ikke nogen nøjagtig formel for, hvor meget dokumentation, vi ønsker. I brandsager er det faktisk ikke noget stort problem, fordi man efterfølgende ofte vil kunne se, hvad der har været af ting på stedet. På den anden side har vi også et ansvar overfor vores øvrige medlemmer i at have en rimelige dokumentation for de erstatninger, vi udbetaler, så vi tager udgangspunkt i lejlighedens størrelse, billeder og den dokumentation, der kan fremskaffes.

Familien har allerede modtaget 185.000 kroner

Men familien fortæller, at I ikke har kommenteret al deres billededokumentation, og at I samtidig kalder listen over ejendele, som de har mistet, for en ønskeliste. Hvor meget skal I have kvitteringer og billeder af, før I tror på dem?

Jeg er selvfølgelig ked af det, hvis vores medlemmer ikke føler, at vi har håndteret det korrekt

Ulrik Erritsø, skadesdirektør i Bauta Forsikringsselskab

- Vores udgangspunkt er, at vi har tillid til vores medlemmer, og det er i denne sammenhæng vigtigt at sige, at dette er en igangværende sag, hvor vi ønsker at fortsætte dialogen med dem, så vi kan finde frem til den rigtige erstatninger, og vi har også helt fra starten af sagen udbetalt 185.00 kroner i konto erstatning, netop så familien kan komme videre fra den ulykkelige situation, de er havnet i. Vi har i forbindelse med den mere detaljeret opgørelse haft behov for at dykke ned i dokumentationen, som vi skal holde os til, svarer Ulrik Erritsø.

Ifølge forsikringsselskabet blev erstatningen udbetalt kort efter branden i form af 100.000 kroner til familien, som efter cirka en måned senere modtog yderligere 85.000 kroner. 

Læs også Indehaver af brændt bygning: - Det er uvirkeligt og uforståeligt

- Vi skulle desuden dække nogle udgifter for genhusning til familien, som ikke havde noget sted at bo, siger Ulrik Erritsø og oplyser, at det er betalt særskilt og kommer ud over de 185.000 kroner.

- Men det er rigtigt nok, at der i forhold til den mere detaljerede opgørelse er af erstatningen er forhold, som vi er uenige om, men vi håber at kunne fortsætte den dialog med henblik på at finde en løsning, tilføjer han.

Ked af ordvalget

Tvisten mellem familien og forsikringsselskabet har dog trukket ud, erkender Ulrik Erritsø.

- Det har taget længere tid, end vi havde ønsket os, og det er i den forbindelse, at der er opstået en vis uenighed, som vi nu prøver at løse. Jeg er selvfølgelig ked af det, hvis vores medlemmer ikke føler, at vi har håndteret det korrekt, siger han. 

Læs også - Hvis ikke de var blevet vækket i tide, havde ilden ramt dem

Kan du forstå, at ordet ønskelisten virker en smule voldsomt for familien?

- Det forstår jeg godt, og i forhold til kommunikationen er det mit og selskabets ønske, at al kommunikation foregår professionelt og med respekt. Nu har jeg ikke slev været til stede, men hvis der er blevet brugt et ordvalg, som ikke har levet op til den ambition, så er jeg ked af det, svarer Ulrik Erritsø.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App